Målene er gået fløjten for fløjene

Landstræner Morten Olsens to foretrukne fløjspillere, Dennis Rommedahl og Martin Jørgensen, er holdt op med at score mål i den rød/hvide trøje. Dennis Rommedahl har ikke scoret i sine seneste 18 landskampe, og nøjagtig det samme gør sig gældende for Martin Jørgensen. Men ifølge Jørgensen er der ingen grund til at gøre det til et tema.

- Jeg ved godt, at det er lang tid siden, at vi har scoret, men Rommedahl kunne have scoret mod Chile. Desuden har jeg også spillet en del nede på midtbanen, så jeg har en slags undskyldning. Så længe, vi har lavet flest mål, er jeg ligeglad med, hvem der her scoret dem, siger Martin Jørgensen med henvisning til, at Danmark har scoret 15 mål i sin kvalifikationsgruppe, mens Portugal er det hold, der er scoret næstflest med 10 mål.

Det mest oplagte alternativ til en plads på fløjen er Jesper Grønkjær, men han har efterhånden spillet 27 kampe i træk på landsholdet uden scoringer.

/ritzau/

Fløjspillerne på det danske fodboldlandshold scorer ikke længere mål. Det gør ikke noget, når bare andre spillere scorer, siger Martin Jørgensen.

Offentliggjort Sidst opdateret