Målfarlige bosniere øjner første VM-deltagelse
Det bosniske fodboldlandshold er snublende nær landets første deltagelse i en stor slutrunde efter den suveræne 5-0-sejr i Letland fredag aften.
Holdet har før de sidste fire kampe tre points forspring til Grækenland, og da de to lande allerede har mødt hinanden to gange, har grækerne ikke mulighed for selv at afgøre sagerne.
- Vi skal bruge ni point i de sidste fire kampe for at komme til VM, siger Bosniens landstræner Safet Susic ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Susic var som aktiv en elegant, offensiv midtbanemand på det jugoslaviske landshold og var med ved VM i 1982 og 1990.
Nu håber han, at han kan føre sine spillere frem til Bosniens første deltagelse på fodboldens største scene.
En kvalifikation ville være et passende plaster på såret efter to bitre playoff-nederlag til Portugal i kvalifikationen til VM 2010 og EM 2012.
- Det har været et privilegium at stå i spidsen for dette hold i de seneste tre et halvt år, for spillernes indstilling er fantastisk, og derfor håber jeg, at de får belønning for alt deres hårde arbejde, siger Safet Susic.
Under hans ledelse har det bosniske mandskab frem for alt imponeret i offensiven.
Med 23 mål i seks kampe er holdet med angrebsprofiler som Edin Dzeko og Vedad Ibisevic det mest scorende af samtlige i den europæiske VM-kvalifikation.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker