Målfarlige Nicklas P. vil snuppe Bendtners plads
På landsholdet har Nicklas Pedersen hidtil haft rollen som et teknisk dygtigt, men noget ufarligt alternativ til Nicklas Bendtner, men før mødet med Makedonien onsdag aften er den situation på flere måder ændret.
For det første er Bendtner ikke med, fordi han er skadet, og det efterlader en fri plads som spydspids, eller "nier" som det hedder i landsholdsjargon.
Og for det andet er Pedersen efter foreløbig 10 scoringer for sin belgiske klub Mechelen nu for alvor begyndt at markere sig på måltavlerne.
- Det er gået rigtig godt som nier dernede, og det har givet meget tro på, at jeg er god på den position, siger Nicklas Pedersen, der tidligere i karrieren har optrådt meget som hængende angriber bag spydspidsen.
- Morten Olsen ser mig som nier. I den position har man ryggen mere til mål og skal sørge for at holde fast i bolden og gang i spillet. Begge positioner passer mig egentlig fint, siger Nicklas Pedersen.
Da Nicklas Bendtner efter VM i Sydafrika for to et halvt år siden også var løbet ind i en skade, fik Pedersen chancen på toppen for landsholdet i fire kampe i efteråret 2010.
Det kom der ingen mål ud af, men succesen i Belgien har givet ham tro på, at han kan lave om på det, og at han kan overbevise Morten Olsen om, at det skal være ham og ikke Andreas Cornelius, der skal spille mod makedonerne.
- Siden dengang i 2010 har jeg fået mere rutine i den position. Jeg spillede ikke nier i min klub dengang, så jeg er bedre rustet til at udfylde rollen nu.
- Hver gang man er med landsholdet, er det en chance for at vise, hvad man kan. Og når Bendtner ikke er med, er chancen jo bare større for os andre, lyder det fra Nicklas Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet