Målfattige angribere bag tysk storsejr

De to tyske angribere Lukas Podolski og Miroslav Klose har haft en forfærdelig sæson i bundesligaen. Sølle 5 mål i 52 kampe scorede de to spillere tilsammen i ligaen, men de har åbenbart gemt skarpheden til VM-slutrunden.

Da der var spillet 25 minutter af Tysklands første kamp mod Australien, havde begge spillere scoret et mål og bragt Tyskland i front med 2-0. Dermed var kampen reelt afgjort, og dysten endte 4-0 til tyskerne.

Efter otte minutter var Köln-spilleren Podolski på pletten med et tørt skud, mens Miroslav Klose scorede sit mål med hovedet.

Det var i øvrigt Miroslav Kloses 11. VM-scoring i karrieren, og dermed avancerede han til en delt femteplads på listen over de mest målfarlige spillere i VM-historien. Nu mangler han kun fire mål for at fange brasilianske Ronaldo, der topper listen med 15 scoringer.

I optakten til turneringen spillede Australien mod Danmark og vandt 1-0. Dengang roste danskerne deres modstander for at have et kompakt forsvar.

Men australiernes forsvar var totalt overmatchet mod den tyske modstander.

Gang på gang brød de tyske spillere gennem Australiens bageste rækker, og tyskerne kunne have scoret langt flere mål.

Men det blev "kun" til to scoringer i anden halvleg - sat ind af først unge Thomas Müller, mens indskiftede Cacau scorede til 4-0 med sin bare anden boldkontakt i kampen.

Dermed sparkede Tyskland sig til tops i Gruppe D, og tyskerne fik samtidig sparket sig helt frem blandt turneringens favoritter efter VM's hidtil mest overbevisende indsats.

Det tyske mandskab led et alvorligt tilbageslag kort før VM, da anfører Michael Ballack blev sat ud af spillet med en skade, men mod Australien stod hele holdet klar til at overtage det ansvar, der skulle have hvilet på Ballacks skuldre.

/ritzau/

Lukas Podolski og Miroslav Klose var med to hurtige scoringer arkitekterne bag Tysklands sejr på 4-0 over Australien.

Offentliggjort Sidst opdateret