Mållinjeteknologi svigter i Premier Leagues genstart
Aston Villa-målmand Orjan Nyland fumlede tydeligt bolden over målstregen, men Sheffield United fik ikke tilkendt et mål. Foto: Paul Ellis/Reuters
Paul Ellis/Reuters
En teknisk fejl stjal fokus, da Aston Villa og Sheffield United spillede 0-0 i første kamp efter coronapausen.
Der var ingen mål at berette om i den første Premier League-kamp efter coronapausen. Og så alligevel.
Med få minutter tilbage af første halvleg af oprykkerduellen mellem Aston Villa og Sheffield United fumlede Villa-målmand Orjan Nyland bolden i eget net efter et frispark.
Bolden var tydeligt over stregen, men mållinjeteknologien virkede tilsyneladende ikke. I hvert fald blev målet aldrig tilkendt Sheffield United til stor frustration for det gæstende mandskab.
Både før og under kampen var der støtte fra Premier League-spillerne til bevægelsen Black Lives Matter.
Spillerne knælede før kampen og spillede med påskriften "Black Lives Matter" på ryggen.
Premier League har holdt mere end tre måneders pause på grund af coronapandemien, men under strikse retningslinjer har ligaen fået grønt lys til at genstarte.
Retningslinjerne indebærer blandt andet, at der højst må være 300 personer samlet til kampene på stadion. Ingen fans er velkomne på nuværende tidspunkt.
Kampen mellem Aston Villa og Sheffield United var udpeget som den første, men da kampen endte 0-0, har de engelske fodboldfans stadig den første scoring til gode efter pausen.
Resultatet betyder, at Sheffield United efter 29 runder har 44 point på sjettepladsen. Der er et point op til Manchester United på femtepladsen og fire op til Chelsea på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League.
Aston Villa, der ligesom Sheffield United er rykket op fra Championship, kæmper i bunden for at undgå nedrykning. Den traditionsrige klub fra Birmingham har et point op til Watford og West Ham på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Senere onsdag mødes Manchester City og Arsenal, og så er der ellers lagt op til seks uger med masser af fodbold fra de bedste engelske rækker.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde