Med lørdagens 1-3-nederlag til Villarreal i den spanske Primera Division har Mallorca tabt de seneste tre kampe, og de kritiske røster er begyndt at melde sig omkring Michael Laudrups spanske klub, Real Mallorca.
Klubben var på forhånd dømt som en af årets bundhold, men efter et glimrende efterår ligger holdet nummer 10, og derfor bekymrer den nuværende formkurve dog ikke den danske træner.
- Vi har haft et formdyk i de seneste uger, men det er normalt. I en sæson går du gennem gode perioder og vinder tre i træk. Nu har vi så tabt tre i træk, men vi må bare løfte os. Vi kunne jo ikke blive ved for evigt, siger Michael Laudrup ifølge B.T.
Til Berlingske Tidende siger han, at han i øjeblikket - og på grund af de forholdsvis gode resultater - har megen fokus på processen, og knap så meget på resultaterne.
- Generelt kan man sige, at hele denne sæson i det hele taget er en periode, hvor vi skal se en udvikling både som hold og på individuelt niveau, og det er en lang sæson, siger Michael Laudrup.
- Der kommer til at ske mange ting, og der kommer til at være tider, hvor det går skidt og hvor det går godt. Det vigtigste er, at man hele tiden er ydmyg omkring tingene, når det går godt og lærer af tingene, når det går dårligt, siger han.
Mallorca mangler i øjeblikket tre kampe i efteråret, hvorefter Michael Laudrup vil gøre endelig status efter sin første halve sæson i spidsen for holdet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde