Målmand åbner op om hård tid på grund af hadbeskeder
Jakob Busk lukkede fem mål ind i en kamp mod FC Midtjylland i 2014, hvor FC København tabte 1-5. Den dengang 20-årige målmand spillede skidt og blev efterfølgende udsat for hadbeskeder på de sociale medier. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Union Berlin-keeperen Jakob Busk turde i en periode ikke gå på gaden på grund af chikane på de sociale medier.
Flere unge mennesker har den seneste tid fortalt om hadbeskeder på de sociale medier, og den digitale chikane finder også vej til fodbolden.
Det fortæller den tidligere FC København-målmand Jakob Busk.
Tilbage i 2014 som 20-årig blev keeperen ramt af det, han beskriver som en mindre depression efter et nederlag til FC Midtjylland.
En skade til FCK's daværende førstekeeper Johan Wiland kort før kampstart betød, at Busk skulle spille kampen.
Det gik skidt for målmandstalentet, og FCK tabte 1-5. Og i den efterfølgende tid begyndte hadbeskederne at tikke ind på hans mobiltelefon.
- Jeg var nærmest lidt bange for at gå ud og være ude på gaden, for jeg var lidt nervøs for, hvis folk sidder og skriver sådan nogle ting.
- Hvad hvis der sker noget i virkeligheden? Hvordan vil jeg så reagere på det? Så var det lettere bare at gå hjem, siger Jakob Busk til Spillerforeningens podcast Spiller til Spiller.
Den nu 27-årige målmand, der spiller i Union Berlin, befandt sig med egne ord i en livskrise og gik i seng klokken 21 om aftenen. Han var ikke parat til at dele beskederne med nogen.
Senere på året kom han på et lejeophold i AC Horsens, hvor samtaler med en psykolog var med til at hjælpe ham videre.
Selv om Jakob Busk kom igennem krisen, så ønsker han mere fokus på hadbeskederne.
- Der er nogen, der er nødt til at gøre noget og sige noget. Og stå frem. Ellers får vi aldrig rykket ved noget. Derfor vil jeg gerne medvirke - jeg vil gerne fortælle min historie, siger han.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker