Målmand scorer på udspark i Premier League

Tim Howard leverede lidt af et særsyn, da målmanden onsdag scorede på et udspark for Everton i Premier League.

Desværre for Howard rakte hans bemærkelsesværdige scoring ikke til en sejr, da gæsterne fra Bolton vandt med 2-1 på Goodison Park.

Efter en times spil hamrede den amerikanske keeper til bolden og med hjælp fra vinden, bevægede bolden sig hurtigt ned mod gæsternes mål.

Her havde målmandskollegaen Adam Bogdan svært ved at bedømme boldens bane, og så stod det pludselig 1-0 til Everton.

Dermed blev Tim Howard den fjerde målmand til at score i Premier Leagues historie. Kun Peter Schmeichel, Paul Robinson og Brad Friedel har gjort det før Howard.

Everton fik dog ikke lov til at føre i særlig lang tid. Blot fem minutter senere udlignede Bolton, der også tog alle tre point med hjem fra Liverpool, da Gary Cahill scorede sejrsmålet 10 minutter før slutfløjt.

Med sejren spillede Bolton sig væk fra Premier Leagues sidsteplads. Everton indtager en midterplacering i Englands bedste fodboldrække.

/ritzau/

Tim Howard scorede på et udspark, da Everton tabte med 1-2 til bundholdet Bolton i Premier League.

Offentliggjort Sidst opdateret