Målmand skamroser OB's individualister

OB's målmand, Anders Lindegaard, mener, at han spiller for et storhold, hvis individualister afgjorde kampen i Esbjerg, selv om modstanderen spillede bedst.

OB hoppede med søndagens udesejr i Esbjerg op på SAS-ligaens andenplads, og målmand Anders Lindegaard i fynboernes mål havde sin store andel i sejren. Han reagerede blandt andet lynhurtigt på stregen i 1. halveg, da den senere målscorer for Esbjerg, hollænderen Tim Janssen, headede hårdt på mål fra tæt hold.
- Esbjerg er bedre i pasningsspillet end os. At vi trækker sejren hjem det sidste kvarter, det er det, der kendetegner et storhold. At man ikke spiller prangende, men vinder alligevel. Det er en fantastisk fornemmelse, sagde Anders Lindegaard til TV 2 Sport umiddelbart efter kampen.
- Det er nogle pissedygtige fodboldspillere, der løber i de stribede trøjer. Det er et hold, der træder i karakter, og der er nogle individualister, der levere et stykke arbejde, der er til ug, sagde han med henvisning til sine holdkammerater i marken.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret