Målmandsdrop sender Tottenham op på andenpladsen
Christian Eriksen fik passeret Martin Dúbravka i hjemmekampen mod Newcastle, men hans afslutning blev reddet på målstregen. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen og co. er oppe på andenpladsen i Premier League via en 1-0-sejr over Newcastle.
Tottenham overtager andenpladsen i Premier League med en 1-0-sejr i en underholdende lørdagskamp mod Newcastle.
Kampen kunne være tippet begge veje, begge hold havde en afslutning på opstanderen, og Christian Eriksen fik en afslutning reddet på målstregen.
Matchvinder blev Heung-min Son med et skud fra kanten af feltet syv minutter før tid. Newcastle-keeper Martin Dúbravka må tilskrives et drop i situationen, hvor bolden smuttede under ham.
Sejren betyder, at Tottenham på andenpladsen er ét point foran Manchester City og fire point efter topholdet, Liverpool, for en spillet kamp mere.
Newcastle kom til London med et defensivt udgangspunkt, og Tottenham belejrede gæsternes felt fra begyndelsen af første halvleg.
Efter 17 minutter chippede Erik Lamela bolden ind til en helt fri Lucas Moura, men godt ti meter fra mål headede brasilianeren forbi.
Syv minutter senere headede Lamela selv bolden på trekantsammenføjningen fra endnu kortere afstand.
Newcastle, som i den foregående kamp besejrede Manchester City, var dog ikke ufarlig og stak afsted i kontraangreb med mange mand, når muligheden bød sig.
Efter en halv time forhindrede en frelsende fod fra Christian Eriksen gæsternes Salomón Rondón i at score.
Kort inde i anden halvleg var det så Newcastles tur til at ramme opstanderen. Rondón headede på stolpen, og Tottenham-keeper Hugo Lloris kunne kun se på.
Tottenham pressede på, men manglede tyngde i feltet. Ind kom derfor den store angriber Fernando Llorente på bekostning af Moura.
Det hjalp øjeblikkeligt, og efter 65 minutter var Christian Eriksen tæt på scoring efter uro i Newcastle-feltet, men danskerens vip forbi målmand Martin Dúbravka blev reddet på målstregen.
Kort efter reddede Lloris flot på et langskud fra Ayoze Pérez.
Et mål lå i luften, og Eriksen var i den intense slutfase igen tæt på at styre bolden i mål uden held - og Sons tiende ligamål i sæsonen syv minutter før tid bragte stor jubel i Tottenham-lejren.
Manchester City spiller søndag hjemme mod Arsenal, før Liverpool mandag rejser til besøg hos West Ham.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde