Malmö FF fordømmer ballade til guldfest: Helt uacceptabelt
Der var gang i den på tribunerne, da Malmö FF vandt guld på sidste spilledag. Foto: 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix
Malmö FF vil kortlægge hændelsesforløb og forbedre sikkerheden efter søndagens ballade i sidste spillerunde.
Malmö FF vandt søndag sit 23. svenske mesterskab, men guldfinalen i sidste spillerunde mod Elfsborg vil i særlig grad blive husket for balladen, der udspillede sig på stadion i Malmø.
Særligt efter første halvleg var kampen afbrudt i længere tid, før den kunne færdigspilles. Opgøret sluttede omkring en time efter, at det oprindeligt var planlagt.
- Det er med skuffelse og frustration, at vi må konstatere, at søndagens guldkamp mod IF Elfsborg var tvunget ud i en længere pause efter flere forskellige hændelser på tribunen, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Ballade blandt Elfsborgs medrejsende fans og siden pyroteknik fra Malmös fans udskød anden halvleg i flere omgange.
Udeholdets fans var tilsyneladende utilfredse med et net, som blandt andet blev forsøgt antændt. Derudover blev der også kastet med pyroteknik og andet mod sikkerhedspersonale og politi.
- Allerede nu kan vi uden forbehold konstatere, at vi oplevede adfærd, der er ulovlig.
- Blandt disse var brud på forbuddet mod ansigtsmasker, afbrænding af ulovlig pyroteknik, tingskade, overfald til fare for andre, hvilket er helt uacceptabelt, lyder det fra Malmö FF.
Klubben fortæller, at den arbejder på at kortlægge hændelsesforløbet og på at forbedre sikkerheden på hjemmebanen.
Til næste sæson gennemføres desuden en større ombygning af udebaneafsnittet.
På landsplan føres der forhandlinger om at øge sikkerheden på landets fodboldstadioner.
Mesterskabsduellen mellem Malmö FF og Elfsborg var uhyggelig tæt. På sidste spilledag behøvede Malmö FF en sejr for at vinde guld, mens Elfsborg kunne nøjes med uafgjort.
Det endte 1-0 til Malmö FF på et straffespark i anden halvleg. Efter slutfløjt blev banen invaderet af fans, der ville fejre guldet.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker