Malouda afgørende i Chelsea-sejr

Florent Malouda scorede en enkelt gang og var oplægger til to scoringer, da Chelsea slog West Ham med 4-1 i Premier League. Sejren sender holdet op på førstepladsen.

Malouda blev dermed afgørende i en kamp, hvor gæsterne fra West Ham i en lille time jagtede overraskelsen.

Chelsea lagde fra kampens start et hårdt tryk på West Ham. Især Malouda gjorde det godt på venstrekanten, hvor han gang på gang kom til baglinjen, hvorfra han leverede farlige indlæg til hjemmeholdets angribere.

Det var også et indlæg fra Malouda, der efter et kvarter endte hos Alex, som headede Chelsea i front med 1-0.

Trods flere store muligheder for at øge føringen, så gik det efter en halv time galt for mesterskabsbejlerne, da West Hams Scott Parker, som tidligere har optrådt for Chelsea, hamrede bolden op i målhjørnet til 1-1.

Det drøn kunne Chelsea-keeper, Ross Turnbull, der havde fået chancen i målet på grund af skader hos Petr Cech og Henrique Hilario, intet gøre ved.

Florent Malouda viste sig atter som afgørende for Chelsea, da franskmanden med et nyt oplæg 10 minutter efter pausen fandt panden på Didier Drogba, der headede Chelsea foran med 2-1.

Et kvarter før slutfløjt øgede Malouda så selv til 3-1 med et velplaceret skud efter et hurtigt kontraangreb. Til sidst gjorde Drogba det til 4-1, da han bankede en returbold i West Ham-målet.

I et af rundens øvrige opgør fik Stoke City med Thomas Sørensen på mål 0-0 hjemme mod Aston Villa. Det blev dog ikke til point for Brian Jensen og Burnley, der tabte med 1-2 til bundrivalerne fra Wolverhampton.

Manchester United, som nu er et point efter Chelsea i toppen af rækken, skal først i aktion søndag, hvor holdet gæster Fulham. Tredjeplacerede Arsenal besøger senere lørdag Hull City.

/ritzau/

Didier Drogba scorede godt nok to gange i 4-1-sejren over West Ham, men det var Florent Malouda, der iscenesatte sejren med en scoring og to oplæg.

Offentliggjort Sidst opdateret