Målsætningen er slutspillet

Johanna Westberg er klar til at sende NFH i gang med en sejr i Håndboldligaen. Foto: Anders Knudsen

NFH indleder Håndboldligaen i aften på udebane mod Skanderborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING - Vi skal gå ind til hver eneste sæson med målsætningen om at komme i slutspillet, og så skal vi mindst havne på en sjetteplads i grundspillet, gerne også en placering eller to højere, lyder det fra NFH-træner Jakob Larsen, inden sæsonen går i gang i aften på udebane i Fælledhallen mod Skanderborg.

Det siger han, selvom landsholdsspiller og anfører Lærke Nolsøe har forladt klubben til fordel for Viborg og højrebacken Dione Housheer er taget til Odense.

- Men jeg synes, at dem vi har fået ind i stedet med tilgangen af Elma Halilcevic på fløjen og Alberte Kielstrup Madsen på højreback, har vist rigtig gode takter og med nogle måneders mere erfaring på det her hold, hvor de får noget mere ansvar, så er jeg sikker på, at vi også kan udvikle dem, til at blive endnu bedre, siger Jakob Larsen, der også ser fremgang hos nogle af truppens etablerede spillere, og her fremhæver han især Amalie Wulff og Sofie Flader.

- Vi er lige nu ramt lidt af, at vi kun har én stregspiller i Johanna Forsberg, men Nikita van der Vliet (rygskade) kommer tilbage om kort tid, og det giver os endnu flere muligheder, understreger Jakob Larsen, der også håber, at han kan gøre brug af de tre korsbåndsskadede spillere Mia Solberg Svele, Sofie Alnor og Charlotte Mikkelsen som sæsonen skrider frem. Derudover kæmper Emilie Steffensen med brusk i knæet og er ude i en rum tid endnu.

- Men lige nu er vi udfordret på bredden. Der må ikke komme flere skader lige nu, siger han og tilføjer:

- Forhåbentlig kan vi efter julepausen stille med fuldt hold, og så kan vi godt blive rigtig farlige, lyder det fra Jakob Larsen, der ser muligheder i startprogrammet, der ser mere overkommeligt ud end i de seneste mange sæsoner, hvor man er røget ind i de helt store hold i de første spillerunder.

I nævnte rækkefølge er det Skanderborg, Ringkøbing (oprykker), Aarhus United og Horsens, der er modstanderne i de første fire spillerunder.

- Startprogrammet er nådigt - på papiret - og det skal vi udnytte og bruge til at få momentum senere hen i turneringen, men det kræver, at vi vinder de her kampe, og det kan godt blive svært, forudser træneren, der i første omgang har fokus rettet mod aftenens kamp mod Skanderborg, der har fristet en tilværelse helt i bunden af Ligaen i de sæsoner, hvor de har været med.

- Det er et hold, der lægger lag på fra sæson til sæson. Det er et godt sammenspillet hold med en bred palette af spillere, der har kvalitet. Især kan de godt finde på at spille syv mod seksspil i store dele af kampen, og det skal vi være taktisk forberedt på, siger Jakob Larsen, der især har taget notits af de to bagspillere Stine Kristensen og Thea Rasmussen, der er stærke i duelspillet.

Elma Halilcevic har fortsat sin officielle debut til gode, da hun ikke var med i fredags, da NFH spillede sig videre i pokalturneringen med en 36-28-sejr over EH Aalborg. Hun døjer med en mindre ankelskade, som Jakob Larsen håber er så meget i bedring, at hun kan spille i aften.

Er det ikke tilfældet, vil Lykke Frank Hansen agere venstre fløj i angrebet.
Der kampstart klokken 19:00, og Radio SydhavsØerne sender direkte fra opgøret i Skanderborg.