Manchester City banker oprykkere med god anden halvleg

Raheem Sterling åbnede scoringen, da han få sekunder inde i anden halvleg gjorde det til 1-0. Foto: Phil Noble/Reuters

Aston Villa holdt stand i 45 minutter mod Manchester City, der dog endte med at vinde sikkert over oprykkerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det så ud til, at der var en overraskelse undervejs, da Aston Villa lørdag på udebane mødte Manchester City i Premier League.

Oprykkerne kunne efter en opløftende første halvleg gå til pause med 0-0 på måltavlen. Men i anden halvleg gik det galt, og så endte det med et klart nederlag på 0-3.

Med sejren er Josep Guardiola og co. med 22 point tilbage på andenpladsen i den bedste engelske fodboldrække, efter Leicester fredag overtog den for en stund med en knusende 9-0-sejr over Southampton.

Aston Villa er på 13.-pladsen med 11 point.

Ikke overraskende var Manchester City i kontrol i det meste af første halvleg.

Men det, der kom fra Guardiolas tropper, manglede skarphed, når det gjaldt. Samtidig kæmpede gæsterne en brav kamp, og det lykkedes i momenter Aston Villa at få sat nogle gode angreb sammen.

Men de to mål forblev rene i første halvleg, og så blev City sendt til pause ledsaget af en mindre pibekoncert fra det forvænte hjemmepublikum, der indtil videre i denne sæson har oplevet mere slinger i valsen end vanligt fra deres yndlingshold.

City tog dog hurtigt revanche i anden halvleg.

Der var således kun gået få sekunder, før der stod 1-0. Gabriel Jesus sendte Raheem Sterling i dybden ved at heade en høj bold videre til den lynhurtige englænder, der lidt efter køligt sparkede den i kassen.

Det løsnede op for hjemmeholdets spil.

20 minutter senere lå bolden igen i kassen, da et indlæg fra Kevin De Bruyne endte med at sejle i mål.

Fem minutter senere gjorde Ilkay Gündogan det til 3-0, og så var kampen så godt som lukket. Tyskeren hamrede en returbold i kassen efter et hjørnespark.

Gündogans scoring skulle blive kampens sidste. Den solide føring lagde en dæmper på Citys offensive iver, mens Aston Villa forgæves forsøgte at indlede et comeback.

Senere lørdag spillede Philip Billing og Bournemouth 0-0 med Watford.

Evertons kamp mod Brighton endte med en stor nedtur til holdet fra Liverpool, der var foran 2-1, men endte med at tabte 2-3 efter at have lavet et selvmål dybt inde i kampens tillægstid.

West Ham og Sheffield United spillede 1-1.