Manchester City vinder og er tæt på mesterskab
John Stones blev vist ud for Manchester City, der vandt 2-1 over Aston Villa. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Carl Recine/Ritzau Scanpix
Manchester City fik rødt kort i første halvleg, men var alligevel overlegne i 2-1-sejren over Aston Villa.
Manchester City har været suveræn gennem det meste af sæsonen, og onsdag aften var Premier League-førerholdet igen overlegent, selv om det måtte slide lidt ekstra i det, før sejren kom i hus.
Citys John Stones fik vist det røde kort i slutningen af første halvleg, men Aston Villa blev alligevel besejret 2-1.
Dermed har City 77 point på førstepladsen, hvor der nu er 11 point ned til Manchester United, som har spillet en kamp mindre.
City mangler fem spillerunder i Premier League.
Aston Villa har 44 point på 11.-pladsen.
Hjemmeholdet fik ellers en uventet drømmestart mod topholdet. Der var kun spillet et minut, da Aston Villas John McGinn bragede bolden i mål.
Føringen holdt i godt 20 minutter, inden Phil Foden bragte balance i regnskabet.
Midtbanespilleren blev spillet fri af Bernardo Silva tæt på mål og sendte bolden i kassen.
De sidste fem minutter af første halvleg blev kampens mest dramatiske.
Først sørgede Rodri for 2-1-målet, efter at Silva igen stod for assisten, og få minutter senere fik Stones så sit røde kort.
Forsvarsspilleren kom flyvende ind i en grim tackling, der ramte Jacob Ramsey på knæet. Dommeren var ude og se billederne igennem i VAR-systemet, inden han trak det røde kort op af lommen.
Det gav Aston Villa-spillerne fornyet energi i anden halvleg, men håbet svandt hurtigt.
Med godt en halv time igen fik Matty Cash sit andet gule kort inden for tre minutter, og så var holdene atter lige mange spillere på banen.
Det satte sit præg på kampen, hvor ingen af holdene kom frem til de store chancer, og så kunne City-spillerne juble til sidst.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker