Manchester Citys sager er for komplekse til at udløse en hurtig dom
Manchester City kan vinde sit sjette mesterskab på syv år, selv om klubben er sigtet for 115 overtrædelser af Premier Leagues finansielle regler. (Arkivfoto). Foto: Lee Smith/Ritzau Scanpix
Everton og Nottingham risikerer begge en kostbar pointstraf i denne sæson. Overtrædelserne er usammenlignelige med Manchester Citys sager, mener sportsøkonom.
Ritzau RitzauMikael Blond Jensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Everton og Nottingham Forest blev mandag sigtet for at have overtrådt Premier Leagues finansielle regler, og en eventuel pointstraf kan være medvirkende til nedrykning.
Manchester City er sigtet for 115 overtrædelser af samme regler. Men Pep Guardiolas tropper kan til maj meget vel ende med at fejre endnu et mesterskab, uden at der er taget stilling til en eneste af forseelserne.
Det kan virke dybt uretfærdigt, men forklaringen er simpel. Eller rettere: Kompleksitet er forklaringen.
- I Everton og Nottinghams tilfælde er det meget mere objektivt og enkelt. Man lægger tallene sammen og konstaterer, at de ikke lever op til kravene.
- Citys sager er langt mere komplekse. Det er vurderinger af sponsoraftaler og meget andet, og derfor er sagerne på ingen måde sammenlignelige, siger sportsøkonom ved revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte Jesper Jørgensen.
Annonce
Everton og Nottingham har begge erkendt overtrædelserne, og Premier League forventes at have færdiggjort sagerne, der tæller en treårig periode frem til sommeren 2023, inden sæsonen er slut.
Everton blev allerede i november fratrukket ti point i en sag omhandlende perioden frem til sommeren 2022. Straffen er appelleret, men der er endnu ingen endelig afgørelse.
Efter fire års efterforskning blev Manchester City i februar sidste år sigtet for 115 forseelser fra 2009 til 2018.
Omdrejningspunktet i mange af anklagerne er, at City fiktivt har pustet sponsoraftaler op for at skabe højere indtægter, så man har kunnet bruge flere penge på spillere uden at forbryde sig mod reglerne.
Premier Leagues direktør, Richard Masters, afslørede tirsdag, at der nu sat en dato på behandlingen af Citys sager. Men han vil ikke sige, hvornår de skal behandles, og derfor er det umuligt at spå om, hvornår der foreligger en afgørelse af mesterholdets sager.
Jesper Jørgensen vil ikke være overrasket, hvis der går mindst halvandet år endnu. Han forventer dog, at et stigende pres er med til at sikre en fair afgørelse.
- Med de vinde, der blæser - i den britiske regering også - er det ikke sådan, at City kommer til at gå fri, bare fordi det er en stor klub. Der er så stor opmærksomhed fra offentligheden, og regeringen har reelt sagt: Hvis ikke snart I får det håndteret, så håndterer vi det for jer.
- Så Premier League ved udmærket, at de skal være seriøse. Men en del af at være seriøs er jo også, at anklagede får en chance for at forsvare sig.
Men sportslige briller er det generelt "håbløst", at sagerne ikke bliver afgjort, så det får konsekvenser i den sæson, hvor overtrædelserne er sket, mener Jesper Jørgensen.
Var Evertons tidligere straf på ti minuspoint faldet i sidste sæson, var Everton rykket ned, og Leicester var blevet oppe.
Annonce
Men City er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Også selv om det tager tid, mener både Jørgensen og ekspertkommentator hos Viaplay Francis Dickoh.
- Umiddelbart tænker man: Kan man ikke i lighed med de to andre klubber finde en hurtig afklaring?
- Men man må tage det for gode varer, at Citys sager er mere komplekse, og at der er flere forhold, der skal kigges igennem, siger Dickoh.
Han udtrykker respekt for Premier Leagues proces i tilfældet City, og han mener, at dommen til Everton i efteråret og de to nye sigtelser trods alt beviser, at der er kommet handling bag ordene.
Modsat tidligere - hvor klubber er sluppet med "et rap over nallerne".
- Jeg har fået et indtryk af, at Premier League har tænkt sig at leve op til sit ord. Men lige præcis med Manchester City kræver det så bare, at man vender alle sten, siger Dickoh.
City skal have lov at fejre et eventuelt mesterskab til sommer uden forbehold, mener den tidligere forsvarsspiller.
- Men hvis de bliver kendt skyldige i stort set alle punkter, forventer jeg også, at der kommer en straf lignende den, Juventus i sin tid fik, da de blevet fratrukket mesterskaber.
Dickoh henviser til Calciopoli-skandalen, der blandt andet omhandlede favorable påsætninger af dommere. Juventus var en af flere involverede, og ud over at blive fratrukket mesterskaber røg klubben en tur i Serie B.
/ritzau/
Premier Leagues finansielle regler
Premier League kalder sit finansielle regelsæt for Profit and Sustainability Rules (PSR). Det blev i sin nuværende form introduceret i 2013, og kort sagt handler det om, at klubberne skal begrænse deres økonomiske tab og undgå konkurser.
Herunder nogle af punkterne i PSR:
* En klub må højst have et underskud på 105 millioner pund - eller 912 millioner kroner - i løbet af en treårig periode.
* Beløbet er 22 millioner pund lavere for hver sæson, klubben har været i Championship. Nottingham må således højst have et underskud på 61 millioner pund for perioden frem til sommeren 2023, da klubben først i 2022 rykkede op i Premier League.
* Flere udgifter kan undlades i PSR-regnskabet, hvis de er gavnlige for klubben og sporten. Det kan være infrastruktur og ungdoms- og kvindefodbold.
* Hvis en spiller købes for 50 millioner pund og får en femårig kontrakt, kan klubben dividere indkøbspris med kontraktlængde, så udgiften er 10 millioner pund per sæson i PSR-regnskabet, uanset hvad klubben reelt betalte i første omgang.
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole