Manchester United hopper i top-5 med sejr over Watford
Anthony Martial og Bruno Fernandes scorede Manchester Uniteds to første mål i 3-0-sejren over Watford i Premier League søndag. Foto: Lee Smith/Ritzau Scanpix
Lee Smith/Ritzau Scanpix
Med en 3-0-sejr hjemme over Watford rykker Manchester United op som nummer fem i tabellen i Premier League.
Manchester United tog søndag et fint hop i tabellen i Premier League, da holdet vandt hjemme på Old Trafford med 3-0 over Watford.
Dermed har United 41 point for 27 kampe på femtepladsen og holder snor i top-4, der sikrer adgang til Champions League. Her har Chelsea tre point mere end United på fjerdepladsen.
I den anden ende af tabellen havde Watford ellers hårdt brug for point i nedrykningsduellen, men nederlaget betyder, at klubben stadig er næstsidst med 24 point efter 27 kampe.
Holdet har dog blot et enkelt point op til Aston Villa, der ligger lige over stregen.
Søndagens kamp i Manchester startede bedst for hjemmeholdet, der kom frem til flere chancer, som dog aldrig blev helt store.
Derfor måtte hjemmepublikum også vente til slutningen af første halvleg, før der kunne jubles.
Det kunne der i første omgang, da Uniteds Bruno Fernandes løb alene mod målet, men blev standset af Watford-keeper Ben Foster, der slet ikke fik ramt bolden, men i stedet satte handskerne på angriberens ben.
Dommeren dømte et straffespark, som Fernandes selv sikkert satte i kassen.
Godt ti minutter inde i anden halvleg fordoblede hjemmeholdet føringen, da Anthony Martial bragte United på 2-0.
Igen så Ben Foster i Watford-målet ikke for godt ud, da Martial af to omgange fik bolden vippet over keeperen.
Et kvarter før tid cementerede Mason Greenwood sejren, da United-angriberen lige inden for feltet sendte et drømmehug op i venstre målhjørne.
Wolverhampton rykkede op på ottendepladsen, da holdet gjorde United kunsten efter og på hjemmebane ligeledes vandt med 3-0 over Norwich, der ligger sidst med 18 point i tabellen.
Portugiseren Diogo Jota blev dobbeltmålscorer i opgøret, hvor Raúl Jiménez scorede det sidste mål.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet