Manchester United udlejer Dorgu-konkurrent til PSV

Manchester United-backen Tyrell Malacia skal tilbage til hollandsk fodbold i resten af sæsonen. (Arkivfoto). Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix

Manchester United har udlejet den hollandske back Tyrell Malacia til PSV Eindhoven i resten af denne sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret

Patrick Dorgu kan se frem til en konkurrent mindre i kampen om spilletid hos Manchester United, der har lejet Tyrell Malacia ud til PSV Eindhoven i resten af sæsonen.

PSV har samtidig sikret sig en købsoption på den 25-årige hollandske venstreback. Det oplyser PSV på sin hjemmeside.

I søndags blev Dorgu præsenteret som ny spiller i United, efter at den danske venstreback er købt hos italienske Lecce.

Tyrell Malacia skiftede til United fra Feyenoord i sommeren 2022 og fik 22 kampe i Premier League i sin første sæson.

I den efterfølgende sæson blev det ikke til nær så meget spilletid til Tyrell Malacia på grund af en knæskade.

Samlet set er det blevet til 47 kampe for United på tværs af alle turneringer.

I denne sæson er det kun blevet til otte kampe for Tyrell Malacia på tværs af alle turneringer, og derfor ledte hollænderen efter mere spilletid.

- Jeg er glad for at være her. Så kan jeg endelig spille god fodbold igen. Jeg er kommet tilbage fra en langvarig skade, men nu er jeg fit.

- Jeg ved, at min tid nok skal komme igen, siger Tyrell Malacia til den hollandske klubs hjemmeside.

United-manager Ruben Amorim har mest benyttet Diogo Dalot på pladsen som venstre wingback, og derfor har Tyrell Malacia ikke fået meget spilletid.

- I alle hårde perioder er der også positive elementer, og i det her tilfælde er jeg blevet meget stærkere fysisk og mentalt. Jeg har mere tålmodighed og er blevet mere moden, siger Tyrell Malacia.

PSV fører den bedste hollandske fodboldrække med to point ned til Ajax, der har spillet en kamp færre.

Ud over Dalot og Dorgu råder Amorim blandt andre også over Luke Shaw, der er på vej tilbage fra en længerevarende skade.

Uniteds næste kamp er på fredag hjemme mod Leicester i Premier League.

/ritzau/