Manchester Uniteds værdi skrumper med 4,4 milliarder
Den engelske fodboldklub har siden 2005 været ejet af Glazer-familien, men den er aldrig blevet populær blandt klubbens fans. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Nyheden, om at Glazer-familien ikke vil sælge Manchester United, er blevet modtaget negativt på aktiemarkedet.
Manchester Uniteds markedsværdi faldt tirsdag med over 628 millioner dollar - omkring 4,4 milliarder kroner.
Det skete, efter at det britiske medie Mail On Sunday kunne berette, at Glazer-familien alligevel ikke vil sælge Premier League-klubben.
Aktien, der handles på børsen i New York, faldt med 18,2 procent i værdi til 19,35 dollar, hvilket svarer til cirka 135 kroner.
Kovendingen sker blot ni måneder efter, at den amerikanske familie offentliggjorde, at et salg af klubben var på bordet.
Sheikh Jassim fra Qatar og den britiske forretningsmand Jim Ratcliffe var blandt dem, der havde været i forhandlinger med klubbens hovedaktionærer.
Ifølge Mail On Sunday har Glazer-familien taget klubben af markedet og går i stedet efter at sælge Manchester United i 2025.
Børsen i New York var mandag lukket på grund af en amerikansk helligdag, hvorfor værditabet først kom tirsdag.
Manchester Uniteds markedsværdi faldt til 3,15 milliarder dollar - omkring 22 milliarder kroner.
Klubbens ejere har angiveligt efterspurgt en pris på 7,5 milliarder dollar - cirka 52 milliarder kroner.
Glazer-familien ejer 69 procent af aktierne i klubben.
Den engelske fodboldklub har siden 2005 været ejet af familien, men den er aldrig blevet populær blandt klubbens fans.
I første omgang blev det annonceret, at man håbede at nå i mål med et salg ved udgangen af sidste Premier League-sæson.
Manchester United har vundet det engelske mesterskab 20 gange. Det er dog ti år siden, at klubbens senest vandt Premier League.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker