Roberto Mancini, der er manager i Manchester City, går og er lidt misundelig på sin kollega i Manchester United, Alex Ferguson.
Det fortæller han forud for søndagens derby i Premier League.
- De er holdet, der vinder noget hvert år. Premier League, Champions League, FA Cuppen. United har en ting, som vi ikke har endnu. Når de spiller dårligt, vinder de kampene, og det savner vi, siger Roberto Mancini ifølge Reuters.
Og netop den mentale fordel kan det ligne, at United-spillerne har udnyttet i de seneste lokalopgør mod City. I fem ud af otte kampe har de forsvarende mestre vundet på sene scoringer.
I sidste sæson var det Wayne Rooney, som på et fantastisk saksesparksmål sendte sejren til United efter 78 minutter.
- Forskellen er psykologisk. Når du vinder hvert år, arbejder din hjerne meget hårdt, selv hvis du ikke er i god form, eller hvis holdet ikke er i god form, fortæller City-manageren.
Mancini, som vandt FA-Cuppen og dermed klubbens første store titel siden 1976 sidste sæson, drømmer om at komme op i den absolutte elite i Europa.
- Man har Manchester United, Barcelona og Real Madrid, og man arbejder efter at blive ligesom dem. Det bør være vores mål. Jeg ved ikke, om det er umuligt, og hvor mange år det vil tage, men vi vil være en af Europas topklubber, siger Mancini.
Manchester City kan med en sejr på Old Trafford bringe sig fem point foran rivalerne fra United. Omvendt kan et nederlag veksles om til en degradering fra første- til andenpladsen i den bedste engelske række.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker