Mancini gør det klart: Italien går efter at vinde VM

Roberto Mancini har stået i spidsen for Italien siden maj 2018. Han kom til, efter landsholdet glippede kvalifikationen til VM i Rusland. Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix

Den italienske landstræner Roberto Mancini ønsker at vinde årets VM. Men først skal hans hold kvalificeres.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sidste sommers europamestre fra Italien har bragt sig i en svær situation. For at italienerne kan sikre sig en plads til årets VM i Qatar, skal de ud igennem to playoff-kampe.

Første modstander hedder Nordmakedonien torsdag aften, og lykkedes det Italien at slå Balkan-nationen bliver modstanderen enten Portugal eller Tyrkiet.

Selv om VM-billetten endnu ikke er hjemme i Italien, gør den italienske landstræner Roberto Mancini målet klart.

- Vores mål er at vinde VM. For at gøre det skal vi vinde de to kampe. Vi vil gerne til VM for at vinde, lyder det fra Mancini ifølge Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside.

Forud for VM-kvalifikationen var Azzurri - som det italienske landshold kaldes på grund af holdets blå spillerdragter - den helt store favorit til at tage den direkte billet til slutrunden i Qatar.

Men fire pointtab i de sidste fem kampe i kvalifikationsgruppen betød, at Schweiz sneg sig foran europamestrene i gruppe C.

Trods ambitionen om at hæve VM-trofæet senere i år, ser Roberto Mancini ikke nogen i favoritter i de kommende playoff-kampe.

- Vi begynder alle fra 0-0, så alt kan ske over 90 minutter. Jeg ser derfor ingen favoritter. Alle kampe skal spilles, også dem, der virker nemme på papiret, siger den italienske landstræner ifølge Football-Italia.net.

I den nordmakedonske lejr er man godt klar, at det kræver en særlig stærk indsats, hvis Italien skal besejres.

- Det bliver meget svært. Så vi skal spille på vores højeste niveau og må ikke være bare en millimeter fra det niveau, hvis vi gerne vil lykkes, siger Nordmakedoniens midtbaneprofil Eljif Elmas ifølge Uefas hjemmeside.

Alligevel er der en tro på en mulig overraskelse torsdag aften.

- Det er blot en enkelt kamp. Uanset hvem du spiller mod, så er det 11 mod 11, siger Elmas, der må se kampen fra tribunerne, da han er ude med karantæne.

Nordmakedonien blev nummer to i nationens kvalifikationsgruppe, hvor Tyskland blandt andet blev besejret med 2-1 på tysk grund.

Man kan dog roligt sige, at presset torsdag aften ligger på Italien, der missede den seneste VM-slutrunde i Rusland, hvilket blev set som en kæmpe fiasko.

Torsdagens opgør spilles i den syditalienske by Palermo med kampstart klokken 20.45.