Mange corona-tilfælde vækker bekymring i FCK

FC Københavns cheftræner Jess Thorup klapper, efter at hans spillere har scoret mod AC Horsens. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Coronavirus har ramt spillertruppen i FC København hårdt. Jess Thorup og Rasmus Falk kalder det bekymrende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da FC København søndag besejrede AC Horsens med 2-0, måtte cheftræner Jess Thorup se bort fra intet mindre end syv mand grundet sygdom.

Viktor Fischer, Pierre Bengtsson, Andreas Bjelland, Jonas Wind, Mikkel Kaufmann og Victor Nelsson er alle blevet testet positive for coronavirus på det seneste, mens Kamil Wilczek søndag udviste influenza-symptomer og derfor også blev fravalgt til kampen.

Tidligere har FCK's Jens Stage, Peter Ankersen og Bryan Oviedo også være smittede, og de mange tilfælde medfører bekymrede miner hos cheftræner Jess Thorup.

- Selvfølgelig er det bekymrende, og det er noget, vi snakker rigtig meget om, siger Thorup.

Cheftræneren mener dog ikke, at FCK kan gøre noget anderledes som klub, men opfordrer i stedet spillerne til at være ekstra påpasselige.

- Det, der bliver lavet på træningsanlægget i øjeblikket, hvor vi klæder om hjemmefra, man får lunchbox, vi sidder i små grupper og alle de her ting, kan vi ikke gøre bedre. Vi ser også, at mange af tingene kommer udefra, og det er klart, at vi må appellere spillerne til at passe så godt på som muligt.

- De skal ikke have restriktioner fra træneren. De skal tage vare på dem selv. Jeg går ind for frihed under ansvar, og det skal de kunne håndtere selv, siger Jess Thorup.

Situationen bekymrer også midtbaneprofilen Rasmus Falk, som dog roser klubbens arbejde og pointerer, at de mange tilfælde også kan skyldes, at København generelt er hårdt plaget af høje smittetal.

- Selvfølgelig er det bekymrende, og vi skal alle være en del af at få de tal ned og gøre alt, hvad vi kan. Jeg tænker, at vi måske har haft lidt sværere forudsætninger her i hovedstadsområdet. Klubben gør jo alt, hvad de kan for at sætte restriktioner op.

- Jeg synes, vi har et super professionelt setup, og det kan lyde rigtig dumt, fordi vi nu har haft så mange smittede, men det er en sygdom, der virker svær at have 100 procent med at gøre.

- Klubben har gjort et super stykke arbejde i forhold til at spore det og lave restriktioner, når folk har det mindste, siger Rasmus Falk.

Mandag kan Jonas Wind, Mikkel Kaufmann og Victor Nelsson genoptage træningen i FCK, hvilket glæder Jess Thorup, men cheftræneren ærgrer sig over at måtte undvære de øvrige smittede i de næste to uger.

- Alle - undskyld mig - almindelige danskere skal være symptomfri i en uge, før de må begynde på arbejde igen, men vores spillere skal ikke kun være symptomfri; de skal lige have en uge mere, så nogle af dem skal vi vente 14 dage på, og det er selvfølgelig ærgerligt, siger Thorup.

I AC Horsens-lejren så cheftræner Jonas Dal FCK's mange afbud som en fordelagtig mulighed, men han anerkender også den måde, som københavnerne håndterede situationen.

- Jeg tænkte, at så havde vi måske en bedre mulighed for at få noget med herfra, men det betegner måske magtforholdet mellem AC Horsens og FC København meget godt, at de kan mangle syv og stadigvæk spille så fin en kamp, siger Jonas Dal.

FCK har med søndagens sejr 16 point efter 11 kampe i Superligaen, mens AC Horsens har seks af slagsen.