Manglende profilsalg i januar viser Silkeborgs styrke
Rasmus Carstensen (th.) var en af de profiler, som andre klubber på rygtebasis havde kig på i vinterens transfervindue. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Silkeborg holdt på klubbens profiler i transfervinduet, hvilket viser stor styrke ifølge træner Kent Nielsen.
Silkeborg spillede en stærk efterårssæson i 3F Superligaen, hvor Kent Nielsens mandskab overraskende kunne overvintre på sjettepladsen.
Den flotte præstation medførte naturligvis interesse for mange af Silkeborgs profiler i januar-transfervinduet, hvor der blandt andet har været varme rygter omkring forsvarsprofilerne Rasmus Carstensen og Tobias Salquist.
De er dog stadig at finde i Søhøjlandet, hvor der generelt ikke har været mange mærkbare afgange. Man har formået at holde på profilerne, hvilket sender et signal om klubbens styrke, mener cheftræner Kent Nielsen.
- Vi har rigtig mange dygtige spillere, der har gjort væsen af sig, så det er klart, at der var stor interesse, når det går så godt, som det har gjort i efteråret.
- Det er aldrig en fordel at sælge ens bedste spillere, så vi er glade for, at vi kan bevare den kontinuitet, som vi spillede med i den første del af sæsonen. Det viser stor styrke, at vi kan holde på vores profiler, siger Kent Nielsen.
Cheftræneren er dog også realistisk i forhold Silkeborgs evne til at holde på profilerne over længere tid.
- En del af det at være i mindre klubber er at have spillere med drømme om større adresser, hvilket er fuldt forståeligt. Derfor er jeg også den første til at lykønske, når det lykkes for dem, siger Kent Nielsen.
Silkeborg-angriber Nicklas Helenius mener også, at det vidner om store ambitioner, både blandt ledelsen og spillerne.
- Det viser, at Silkeborg har lagt en base, hvor det ikke er nødvendigt at sælge ud af profilerne midt i sæsonen. Vi har en målsætning, der hedder top-6 i Superligaen, og det skal ske med det hold, der har præsteret rigtig godt indtil nu.
- Der er stor tro på spillestilen, og der er masser af unge spillere, der nok skal få chancen i udlandet, men lige nu gælder det om at præstere for Silkeborg, fortæller angrebsprofilen.
Næste opgave i Superligaen for silkeborgenserne er en svær udekamp i Aalborg, hvor Superligaens nummer tre fra AaB venter næste søndag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned