Maradonas "Guds hånd"-trøje vurderes til 35 millioner kroner
Diego Maradon betragtes af mange som en af de bedste fodboldspillere gennem tiden. Foto: Pool New/Reuters
Diego Maradonas trøje som han bar, da han scorede to ikoniske mål mod England ved VM i 1986 er til salg.
Trøjen som den afdøde fodboldspiller Diego Maradona havde på, da han scorede sit famøse mål med "Guds hånd" bortauktioneres.
Det oplyser auktionshuset Sothersby onsdag.
Den nuværende ejer er den tidligere engelske landsholdsspiller Steve Hodge, der efter VM-kvartfinalen mellem England og Argentina i 1986 byttede trøje med den argentinske stjernespiller.
Ifølge Reuters forventes trøjen at blive solgt for mindst fire millioner pund - svarende til godt 35,6 millioner danske kroner.
Ud over det ikoniske mål med "Guds hånd" scorede Maradona også et solomål, der af mange betragtes som et af de flotteste mål i fodboldhistorien.
De to mål af fodboldikonet hjalp Argentina til en 3-2-sejr over England. Argentinerne gik efterfølgende hen og vandt verdensmesterskabet. En triumf, Maradona sidenhen har fået en stor del af æren for.
Argentineren afgik ved døden i november 2020 efter et hjerteanfald til stor sorg for mange millioner argentinere og fodboldfans i hele verden.
Han kæmpede i flere årtier med et stofmisbrug, men huskes af mange som en af de bedste fodboldspillere gennem tiden.
Ifølge Guinness Rekordbog er den dyreste fodboldtrøje solgt til dato Pelés fra VM-finalen i 1970. Den blev i marts 2002 solgt for 157.750 pund, hvilket dengang svarede til 1,9 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde