Mareridtsstart koster KIF klart nederlag i 1/8-finale
KIF Koldings Københavns Olafur Stefansson stoppes af Zagrebs Tonci Valcic, lørdag aften i Champions League-kampen i Arena Zagreb. Foto: Aleksandar Djorovic/POLFOTO
Aleksandar Djorovic/POLFOTO
KIF Kolding København tabte den første 1/8-finale i Champions League med 17-22 på udebane til Zagreb.
Det danske mesterhold KIF Kolding København får svært ved at nå kvartfinalerne i håndboldens Champions League.
Den første 1/8-finale på udebane mod kroatiske Zagreb endte i dansk nederlag på 17-22.
Det skete efter en dansk mareridtsstart, som førte til kroatisk føring på 11-2, og da KIF's angrebsspil aldrig kom til at flyde over for keeperen Filip Ivic, var det klare nederlag uundgåeligt. Reduceringer i slutfasen skaber dog en smule dansk optimisme.
Zagreb er kendt som et frygtindgydende hjemmehold. Kroaterne gjorde rent bord med fem hjemmesejre i gruppespillet herunder mod Kiel og Paris Saint-Germain, og de fortsatte stilen fra start mod KIF.
Det danske hold havde svært ved at komme til åbne afslutninger over for den stærke kroatiske defensiv, og da Luka Stepancic lynede i den anden ende, kunne hjemmeholdet notere sig en føring på 5-0 efter otte minutter.
KIF-træner Aron Kristjansson reagerede ved at smide time out-kortet. Det hjalp ikke umiddelbart. Heller ikke udskiftningen af Bo Spellerberg, der var startet svagt.
Målmand Kasper Hvidt fik ikke fat i meget, og i stedet fik Marcus Cleverly chancen i det danske mål. Også uden øjeblikkelig effekt.
I kroaternes mål var Filip Ivic derimod blændende, og KIF blev holdt nede på to scoringer i de første 19 minutter. Helt uhørt for et hold af KIF's standard.
Danskerne kom dog bedre med i den sidste del af første halvleg, men pausestillingen lød alligevel på grumme 8-15.
Det unge Zagreb-hold er også kendt for at spille med store udsving, og det faldt i niveau fra anden halvlegs start.
Samtidig kom Kasper Hvidt tilbage i målet med stor succes. Han holdt kroaterne fra at score i de første næsten 12 minutter. Problemet var blot - set med danske øjne - at KIF ikke selv formåede at få gang i scoringen. Det blev til blot to mål i den samme periode.
KIF reducerede til 10-15, men så vågnede hjemmeholdet igen op og trak fra til 20-11.
Zagreb var langt fra skræmmende i anden halvleg, og det lykkedes KIF at begrænse nederlaget en smule i slutfasen. Bagud med fem mål bliver det dog svært for KIF i returkampen, der spilles i Brøndby næste søndag.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde