Maribo på guldjagt på Bagsværd Sø

Foto: René Poulsen (tv) og Kasper Bleibach kommer til at duellere ved DM i weekenden.

29 midtlollandske kajakroere til DM på kortbane med forventninger om en masse medaljer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sidste år vandt Maribo Kajakklub 66 medaljer ved de danske kortbanemesterskaber på Bagsværd Sø. Den overvældende succes skal forsøges gentaget ved weekendens DM, der igen i år er henlagt til den københavnske forstad og begynder i dag.

- Jeg forventer vore kajakroere kan levere varen og komme hjem med omkring 60 medaljer, heraf halvdelen som guldmedaljer, lyder det bramfrit fra sportschef i Maribo Kajakklub Finn Larsen.

I 2009 lød fordelingen 35 guld-, 16 sølv- og 15 bronzemedaljer til Maribo Kajakklub. Eliteroerne burde være optimalt forberedte efter tre ugers træningslejr på netop Bagsværd Sø.

I seniorklassen - med 12 roere fra Maribo - kan der ses frem til nogle spændende dueller mellem landsholdsroerne Kasper Bleibach og René Holten Poulsen. Kasper Bleibach er forsvarende mester på sprinterdistancen 200 meter, mens René Holten Poulsen vandt 500 og 1000 meter i fjor.