Maribos træner tror på overlevelse

Oktober 2007: Maribo Boldklub vinder LF-serien og rykker op i Kvalifikationsrækken i fodbold.

To år senere: Maribo er i store vanskeligheder i bunden af LF-seriens grundspil, og der skal en stærk slutspurt til, hvis midtlollikkerne skal undgå nedrykning til Serie 1 efter et indtil videre forsømt efterår.

Unægtelig noget af en nedtur for den midtlollandske boldklub. Med blot fem spillerunder tilbage i grundspillet indtager Maribo sidstepladsen med kun ni point i 13 kampe. Og de to nederste hold rykker ned i Serie 1.

Men træner Carsten Pedersen er fortrøstningsfuld med hensyn til mulighederne for at undgå nedrykning. 
- Vi mangler at møde fire hold, der er placeret lige foran os, og hvis vi kan vinde tre af disse kampe, undgår vi en af de to nedrykkerpladser, siger Carsten Pedersen, som heller ikke har opgivet femtepladsen, som er ensbetydende med kvalifikation til oprykningsspillet næste forår.
- Hvis vi er heldige og dygtige og vinder fire af vore resterende kampe, havner vi på 21 point, og det tror jeg rækker til femtepladsen, siger Maribo-træneren.

Maribo var af mange, heriblandt Folketidende, spået en placering i top-fem, men Carsten Pedersen mener, at resultaterne er udeblevet, fordi klubben i sommer mistede adskillige spillere, som har været bærende kræfter de seneste år, hvor Maribo spillede i Kvalifikationsrækken i foråret 2008 og dernæst var blandt de bedste hold i LF-serien sidste sæson.

Foto: For to år siden kunne David Lollike (tv) og veteranen Freddy Nielsen, glæde sig over oprykningen til Kvalifikationsrækken. Men i denne sæson har der ikke været meget at glæde sig over.

Maribo Boldklub i akut nedrykningsfare i LF-serien, men træneren tror på redning.

Offentliggjort Sidst opdateret