Den britiske sprinter kørte en perfekt spurt og nåede først over målstregen, uden at konkurrenterne kunne stille ret meget op. Dermed er Cavendish noteret for to sejre i årets Giro d'Italia.
Ramunas Navardauskas fra Garmin-holdet fører fortsat i den samlede stilling, hvor Cavendish er klatret op på en femteplads, takket være de bonussekunder, som sejren indbringer.
Bortset fra det tætte opløb var det en ret stille dag på de italienske veje, i hvert fald indtil 40 kilometer fra mål.
Da ramte en lille udbrydergruppe og hovedfeltet dagens første og eneste stigninger, og de blev brugt som afsæt til ikke bare at få neutraliseret udbruddet, men også til at få sorteret de svageste fra i feltet.
Det gik ud over navne som Tyler Farrar, Thor Hushovd og Team Saxo Banks Juan José Haedo, der ellers godt kunne have blandet sig i en tæt afslutning.
Og den tidligere indehaver af årets lyserøde førertrøje, amerikaneren Taylor Phinney, røg endnu engang af cyklen og nåede aldrig tilbage til favoritgruppen.
Her satte Sky-teamet farten op på de sidste kilometer og forberedte dermed spurten for Cavendish.
Lynet fra Isle of Man åbnede spurten relativt tidligt, og selv om Matthew Goss fra Greenedge forsøgte at gå forbi ham, var der ikke noget at gøre.
Danske Jonas Aaen fra Team Saxo Bank spurtede med om de sekundære placeringer og opnåede en flot 10.-plads.
Om sprinterne også får mulighed for at blande sig i afslutningen på fredagens etape, er nok tvivlsomt.
Turen fra Urbino til Porto Sant' Elpido er væsentligt mere kuperet og indbyder derfor til angreb udefra.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde