Mark O. formand for landets elitesportsfolk

- Jeg ønsker først og fremmest at sikre eliteidrætsudøvere så gode vilkår som muligt til at dyrke deres sport, men samtidig er det også vigtigt at arbejde for at hjælpe dem til at blive hele mennesker.

Sådan lyder budskabet fra Nykøbing-bryderen Mark O. Madsen, der er nyudpeget formand for Danske Elitesportsudøveres Forening, DEF.

Den tredobbelte VM-medaljevinder fra BK Thor afløser Joachim B. Olsen på formandsposten, efter den nordjyske kuglestøder har stoppet sin karriere og i øvrigt agter at stille op til det næste Folketingsvalg.
- Jeg fik en opfordring fra foreningen, og efter at have tænkt over det i nogle dage sagde jeg ja til det, jeg ser som en spændende udfordring, siger Mark O. Madsen.
- Jeg havde selv god støtte fra DEF i forbindelse med min langvarige konflikt med Danmarks Brydeforbund for et par år siden, fortæller den nye formand.

Foreningen for elitesportsfolk omfatter alle de største idrætsgrene herunder også fodbold og håndbold, der er repræsenteret ved de respektive spillerforeninger.

Nykøbing-bryderen Mark O. Madsen afløser kuglestøderen Joachim B. Olsen som formand for DEF.

Offentliggjort Sidst opdateret