Mark O. Madsen forbereder sig side om side med UFC-stjerner

Mark O. Madsen er fortsat ubesejret i sin MMA-karriere, hvor det indtil videre er blevet til 11 sejre. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

MMA-kæmper Mark O. Madsen har den seneste tid trænet sammen med blandt andre UFC-stjernen The Korean Zombie.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag morgen står kampsportsudøveren Mark O. Madsen over for amerikanske Vinc Pichel i en skæbnekamp ved Ultimate Fight Championship (UFC).

Der har op til kampen været en del at se til for danskeren, hvilket medførte, at det oprindelige kamptidspunkt blev rykket.

I begyndelsen af året flyttede Madsen til USA for at forfølge drømmen om at blive den første dansker til at vinde et mesterskabsbælte i UFC.

Danskeren er flyttet til byen Scottsdale, der ligger i delstaten Arizona, hvor han er blevet tilknyttet kampsportscenteret Fight Ready. Her træner han sammen med flere andre MMA-kæmpere, heriblandt UFC-stjerner.

- Normalt inden for denne sport forbereder man sig alene. Denne gang har jeg fået mulighed for at forberede mig med to andre dygtige kæmper, siger Madsen, der refererer UFC-kæmperne The Korean Zombie og Kelvin Gastelum.

The Korean Zombie, der har det borgerlige navn Jung Chan-sung, skal ligesom danskeren i aktion natten til søndag. Sydkoreaneren møder australieren Alexander Volkanovski i hovedkampen ved UFC 273, hvor et VM-bælte er på spil.

Forberedelserne side om side med den sydkoreanske titeludfordrer ser Madsen som en uvurderlig oplevelse.

- Det at være i et lokale med nogen, der er på samme mission. Det at få lov til at kunne se og lære fra en, der er så tæt på at komme i en titelkamp.

- Det er uvurderligt og fantastisk. Det er en af grundene til, at jeg er her, lyder det fra den tidligere danske OL-bryder.

Han har i de seneste par måneder suget til sig af den erfaring og viden, som Gastelum og The Korean Zombie har delt ud af. Men det går også den anden vej, fortæller danskeren.

- Det går begge veje. Jeg skal lære noget i forhold til MMA og til striking. De har så omvendt mulighed for at spørge mig til råds i forhold til noget brydning og positionering, hvad det angår, siger han.

Ud over de to UFC-stjerner samarbejder Madsen også med den tidligere dobbelte divisionsmester i UFC Henry Cejudo, som også er tilknyttet Fight Ready i Arizona.

Amerikaneren, der i 2019 var indehaver af UFC-mesterskabsbælterne i både flue- og bantamvægtsklassen, har ifølge Madsen været meget behjælpelig i træningsforberedelserne til danskerens kommende UFC-kamp.

Generelt er Mark O. Madsen faldet godt på plads i USA, hvor der har været en masse praktisk der skulle ordnes, for at familien også kan flytte med over på den anden side af Atlanten.

Det var netop af praktiske årsager, at kampen mod Vinc Pichel blev rykket fra februar. Blandt de praktiske gøremål har været at finde bolig, skole til børnene, finde ud af transport samt oprette forsikringer og bankkonti, fortæller den tidligere olympiske bryder.

Den ekstra mængde forberedelsestid har ifølge den danske UFC-kæmper været helt afgørende.

- Jeg havde ikke været 100 procent til stede herovre, hvis kampen skulle udkæmpes i februar. Jeg havde simpelthen ikke tiden derhjemme til at kunne forberede mig på kampen, lyder det fra Madsen, som tilføjer:

- Jeg føler mig rigtig godt forberedt og har en god fornemmelse før kampen.

Tirsdag bekræftede UFC, at Mark O. Madsens kamp mod Vinc Pichel flyttes til main card, hvilket betyder, at danskeren forventes at komme i ringen klokken 4.00 dansk tid natten til søndag.

/ritzau/