Mark O. Madsen træder ind i lokal fodboldklubs bestyrelse
Den tidligere bryder og MMA-kæmper Mark O. Madsen har valgt at gå ind i bestyrelsesarbejdet i fodboldklubben Nykøbing FC. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den tidligere OL-bryder Mark O. Madsen skifter spor og træder ind i fodboldklubben Nykøbing FC's bestyrelse.
Fodboldklubben Nykøbing FC, der spiller i den tredjebedste række, får nu den tidligere bryder og OL-sølvvinder Mark O. Madsen med ind i bestyrelsen.
Det står klart efter 2. divisionsklubbens generalforsamling, der blev afholdt tirsdag aften.
Mark O. Madsen stoppede i januar som kæmper i mixed martial arts (MMA) efter en årrække i sporten.
Nu glæder han sig til at kaste sig over noget nyt og sætte et aftryk i dansk fodbold.
- Jeg er blevet spurgt over nogle omgange, om jeg kunne tænke mig at være med i bestyrelsen. Indtil nu har jeg været beskæftiget med alt muligt andet, men nu er vi nået til det.
- Jeg går ind i bestyrelsen, og det gør jeg simpelthen for at sætte ild i Nykøbing FC, hvis jeg skal sige det sådan lidt firkantet, siger Mark O. Madsen.
Han kender og har stor respekt for den tidligere landsholdsspiller Claus Jensen, der besætter flere fremtrædende roller i Nykøbing FC - heriblandt som manager.
Efter samtaler med Claus Jensen ser Mark O. Madsen store muligheder for at finde og udvikle endnu flere fodboldtalenter i regionen.
- Jeg har overvejet det et stykke tid, for jeg er jo født og opvokset på Falster. Det er udvikling, jeg brænder for. Det er det, jeg gerne vil være med til at præge. At Nykøbing FC simpelthen har modet og ambitionerne til at ville jagte og skabe Danmarks vildeste talentakademi i fodbold.
- Når man sidder og kigger på kortet, har vi faktisk et stort ophav, hvorfra vi kan finde talenter, forklarer Mark O. Madsen.
Tidligere i denne sæson opnåede Nykøbing FC en placering i oprykningsspillet i 2. division. Men holdet kom aldrig i nærheden af oprykning til den næstbedste række i denne sæson.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde