Mark O. Madsens UFC-kamp er udsat: Det blev for presset
Mark O. Madsen - her i kamp mod Thibaud Larchet i 2019 - skal 9. april møde Vinc Pichel. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mark O. Madsens næste UFC-kamp mod Vinc Pichel er udsat fra 12. februar til 9. april.
MMA-kæmperen Mark O. Madsens næste UFC-fight lader vente på sig i yderligere to måneder.
Madsen var på plakaten mod Vinc Pichel 12. februar, men deres møde på sportens højeste niveau er nu officielt blevet skubbet til 9. april.
Årsagen er, at Madsen, der netop er rykket til USA for at optimere sine karrieremuligheder, havde brug for mere tid til at blive klar til kamp.
- Det blev for presset at blive klar, med alle de ting jeg har på plakaten lige nu med at etablere mig. Så selv om jeg er ivrig efter at komme i kamp, var beslutningen at vente på en ny dato, fortæller Mark O. Madsen.
Han var senest i kamp 21. august 2021, da han besejrede Clay Guida ved et stævne i Las Vegas.
37-årige Madsen og Pichel, der er 39 år, skulle have kæmpet i Houston 12. februar, men det er endnu ikke afgjort, hvor deres møde 9. april løber af stablen.
Det var oprindeligt inden for brydning, at Mark O. Madsen slog sine folder med højdepunktet ved OL i 2016 i Rio, hvor det blev til en sølvmedalje.
Siden kastede han sig over MMA (Mixed Martial Arts) med stor succes.
Madsen har vundet samtlige sine 11 MMA-kampe i karrieren, tre af dem har været i UFC. Pichel har vundet syv af sine ni UFC-kampe og 14 ud af 16 kampe samlet i MMA-karrieren.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker