Mark O. om OL: Det hele braste sammen

Han lovede guld, guld og atter guld. Men da det store landsdækkende løfte skulle indfries ved OL i Beijing, gik det rivende galt. Bryderen Mark O. Madsen faldt med et brag, da han i sin første kamp fik klø af russeren Varteres Samurgashev. Nykøbingenseren blev banket i kulkælderen, men er efterhånden begyndt at glæde sig over sin nedtur.  
 
 
- Det havde helt sikkert været fedt at vinde det OL, men det var faktisk også fedt at tabe det. Og også tabe det på den måde, som jeg nu gjorde - virkelig med et brag. Hele mit liv handlede om, at jeg skulle lykkes til OL. Pludselig stod jeg så der med en følelse af, at det hele brast sammen. Men efterhånden fandt jeg ud af, at jeg stadig var i live. Min familie og de mennesker, som jeg havde det godt med, de var der stadigvæk, siger Mark O. Madsen.
 
I dagene efter OL-nederlaget flakkede bryderen rundt i Beijing uden at have forstået, at hans livs store drøm var blevet smadret. Han havde brug for at få oplevelsen ud kroppen. At få raset ud.
 
- Jeg havde nogle vilde byture i Kina, hvor jeg kom hjem med skrammer overalt. Jeg kan også huske, at jeg en aften sad inde på en café og pludselig bare begyndte at stortude på tidspunkt. Det var nogle vilde aftener, men samtidig en helt naturlig proces for mig i dagene efter, forklarer Mark O. Madsen.
 
Fra at være grædefærdig og ude af stand til at overskue sin sportslige fremtid endte Mark O. Madsen med at trække nogle større og meget almengyldige perspektiver ud af OL-skuffelsen.
 
- Jeg kan bruge det OL til sindssygt meget. Det har fjernet den stemme, der siger: Er jeg nu god nok? Kan de nu lide mig, selv om jeg fejlede? Den tvivl er jo væk. Det var så fedt at komme hjem og mærke, at opbakningen til mig var nøjagtig den samme, som da jeg tog af sted. Jeg følte mig faktisk hurtigt ovenpå igen, fortæller bryderen.




Bryderen Mark O. Madsen floppede fælt ved sommerens OL. Det var en smertelig nedtur, men han har lært af den.

Offentliggjort Sidst opdateret