Markant flere til håndbold: Tilskuerne strømmer ind i den nye hal

De nye sæder i Spar Nord Boxen har været fyldt godt op, når NFH har spillet på hjemmebane i denne sæson. Foto: Ingrid Riis

Åbningen af Spar Nord Boxen har været særdeles positivt for NFH, der oplever stor fremgang i tilskuertallet til hjemmekampene.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Tilbage i september måned sidste år stod Guldboxen færdig i Nykøbing eller Spar Nord Boxen, som den kaldes når NFH har hjemmebane. Og netop NFH har haft enorm gavn af de nye omgivelser, hvor håndboldbanen omkranses af 2.500 siddepladser og cirka 500 ståpladser, når ligaholdet, der netop har vundet DM-sølv, entrerer det blå halgulv.

Næsten 2.000 tilskuere har gennemsnit besøgt Spar Nord Boxen, når NFH har spillet på hjemmebane i denne sæson.

Det viser en optælling, som NFH's direktør Kenneth Sahlholdt har foretaget efter sæsonafslutningen i lørdags, hvor 2.984 tilskuere så det lokale håndboldflagskib tabe til Team Esbjerg i DM-finalen.

Helt præcist har der været 1.954 tilskuere i gennemsnit til de 18 hjemmekampe i Håndboldligaen, der har været spillet i Spar Nord Boxen i denne sæson. De tre europæiske kampe i European League er ikke med i regnestykket.

Stor procentmæssig fremgang

I sidste sæson kunne NFH præsentere 1.215 tilskuere i gennemsnit til hver hjemmekamp i den gamle hal, og i de regnestykke var også en kamp mod Odense, der blev afviklet i Arena Næstved med omkring 1.800 tilskuere på lægterne.

Så flytningen til de nye og større omgivelser, har altså resulteret i en fremgang på hele 62 procent på bare en sæson, og samlet set har 35.167 tilskuere set NFH's hjemmekampe i denne sæson.

- Det er ekstremt flotte tal. Det er noget vi slet ikke turde have drømt om for et år siden, siger en glad Kenneth Sahlholdt, der også mærker en øget interesse for den kommende sæson, i forholdt solgte sæsonkort, når der nu som en fjer i hatten også er mindst syv hjemmekampe i Champions League på menuen.

NFH vandt som bekendt sølvmedaljer i sidste weekend efter to finalenederlag til Team Esbjerg, og det er også netop de to klubber, der topper det samlede tilskuerbarometer i kvindernes Håndboldliga.

De forsvarende og nykårede danske mestre fra det vestjyske topper tilskuertilstrømningen med 2.068 tilskuere i gennemsnit til deres hjemmekampe i Blue Water Dokken i Esbjerg, hvor der er plads til lidt over 3.000 tilskuere, når der er fyldt helt op.

NFH kommer lige efter på andenpladsen, mens Odense, der blev nummer tre, kan forevise 1.880 tilskuere i Sydbank Arena - Odense Idrætshal i gennemsnit.

Den næste på listen er Ikast, men der er langt ned til deres gennemsnit på 1.310 tilskuere.

Dybt taknemmelige

- Den opbakning vi får på hjemmebane er vi dybt taknemmelige for. Vi kunne godt mærke, at tilskuerne lige skulle vende sig til de nye omgivelser i starten, da vi måske heller ikke leverede så godt på banen. Der var tilskuerne sværere at hive op af sæderne, men jeg skal da love for, at i den sidste del af sæsonen, hvor kampene virkelig fik betydning, der viste Spar Nord Boxen hvad den kunne, og vi fik hele hallen med. Bare spørg i Odense, smiler Kenneth Sahlholdt, med henvisning til at fynboerne var på vej i finalen, med en stor sejr i den første kamp, og en føring i returkampen i Nykøbing. Men da først NFH kom tæt på blev der skruet op for gassen, og så blev favoritterne fra Odense sendt hjem med et nederlag, der senere kostede dem finalepladsen.