Markussen vil banke rusten af i testkampe

Det var alvorligt, da Nikolaj Markussen vred voldsomt om på sin ene ankel før jul og blev meldt tvivlsom til håndbold-EM i januar.

Men nu er bagspilleren ved at være helt klar igen, og han mærker mindre og mindre til skaden før weekendens tre testkampe ved Totalkredit Cup.

- Det går fremad, men der er lige noget rust, der skal bankes af, så jeg kan genfinde timingen, og jeg kan få løbet lidt. Jeg skal finde den friskhed i kroppen, som jeg savner.

- Det gør lidt ondt i foden, og det er lidt tungt at komme i gang igen, siger Nikolaj Markussen.

Atletico Madrid-spilleren blev ramt af skaden kort tid efter, at landstræner Ulrik Wilbek i december havde udtaget ham til bruttotruppen til EM. Nu - en måned senere - er Markussen igen ved godt mod.

- Jeg rev et og måske også to ledbånd over i foden. Men det er ikke noget, jeg kan gøre så meget ved. Jeg må leve med smerterne til at starte med, og så håber jeg, det går over igen, siger han.

Markussen er siden også udtaget til den foreløbige EM-trup på 14 spillere, som efter weekendens testkampe skal udvides til 16 spillere..

- Jeg satser på at spille ved Totalkredit Cup netop for at få banket lidt rust af og få lidt mere gang i benene. Så kan det være, jeg kun spiller to af kampene for at få pause, forklarer Markussen.

Fredag møder de danske håndboldherrer Slovenien i Kolding i den første af tre testkampe.

/ritzau/

Nikolaj Markussen døjer stadig lidt med en øm ankel og fod, men han satser på at spille mindst to testkampe.

Offentliggjort Sidst opdateret