Marokko vil afholde VM i fodbold i 2026
Efter fire mislykkede forsøg går Marokko igen efter at blive vært for fodbold-VM.
Det nordafrikanske land Marokko kaster sig ind i kampen om at blive vært for VM i fodbold i 2026.
Marokkos Fodboldforbund (FRMF) oplyser, at man har kontaktet Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og fortalt, at man vil afgive et bud på VM-værtskabet. Det skriver AFP.
Dermed ser der ud til at blive en reel valgkamp omkring tildelingen af det prestigefyldte værtskab for fodboldens største begivenhed.
Tilbage i april indleverede USA, Canada og Mexico således et fælles bud på at blive vært ved mesterskaberne om ni år.
Marokko har fire gange tidligere forsøgt at blive VM-vært, men uden held. Landet ville gerne have arrangeret VM i 1994, 1998, 2006 og 2010, men værtskaberne gik i stedet til USA, Frankrig, Tyskland og Sydafrika.
VM i 2018 bliver holdt i Rusland, mens VM i 2022 holdes i Qatar. Ifølge Fifas regler kan lande fra det kontinent, hvor der har været afholdt en af de seneste to VM-slutrunder ikke ansøge om værtskabet.
Derfor er europæiske og asiatiske lande udelukket fra at ansøge om at afholde VM i 2026.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde