Marokkos fodboldherrer slipper ud af Guinea under kupforsøg
Specialstyrker fra hæren i Guinea har ifølge eget udsagn taget magten i det vestafrikanske land ved et kup søndag. Foto: Stringer/Reuters
Stringer/Reuters
Det marokkanske fodboldlandshold er søndag blevet evakueret fra Guinea, hvor et kupforsøg udspiller sig.
Det er sent søndag aften lokal tid lykkedes Marokkos fodboldlandshold at slippe ud af Guinea.
Det oplyser en marokkansk embedsmand, efter at specialstyrker fra hæren ifølge eget udsagn har taget magten i det vestafrikanske land ved et kup.
Marokkos herrelandshold skulle efter planen have spillet mod Guinea i hovedstaden Conakry mandag i VM-kvalifikationen. Som følge af urolighederne er spillerne og resten af holdet nu i stedet på vej hjem til Marokko.
- De er om bord på flyet og er på vej til Marokko, siger Mohamed Makrouf fra Marokkos Fodboldforbund (FRMF).
Han fortalte tidligere søndag aften, at holdet befandt sig "i sikkerhed" på et hotel i Conakry, og at fodboldforbundet var i færd med at evakuere spillerne.
I en erklæring udtaler Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at kampen er udskudt. Det sker blandt andet for at "beskytte spillerne" og kampens arrangører.
- Den nuværende politiske situation og sikkerhedssituation i Guinea er temmelig ustabil og bliver nøje overvåget af Fifa og Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF), udtaler Fifa.
Hvornår VM-kvalifikationskampen mellem Marokko og Guinea i stedet bliver spillet, er endnu uvist.
Disse oplysninger vil ifølge Fifa blive offentliggjort på et senere tidspunkt.
Påståede kupmagere i Guinea hævder, at de har anholdt landets præsident, Alpha Condé, og afsat regeringen.
I modstrid med militærets udmelding har præsident Condés regering udsendt en meddelelse om, at et angreb mod præsidentpaladset er blevet "slået tilbage".
Trods store ressourcer af mineraler er Guinea et af verdens fattigste lande og har længe været præget af politisk ustabilitet.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker