Martin Braithwaite scorer forgæves for Espanyol
Martin Braithwaite har fået en forrygende start i Espanyol. Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix
Martin Braithwaite scorede for anden kamp i træk, da Espanyol tabte 2-3 hjemme til Sevilla.
Skiftet til Espanyol ser ud til at passe den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite særdeles godt.
Lørdag eftermiddag reducerede Braithwaite til 2-3 i opgøret mod kriseramte Sevilla, som dog endte med at forsvare sin føring efter danskerens mål.
Braithwaite har nu scoret i begge sine kampe for Espanyol, som han skiftede til fra FC Barcelona kort inden transfervinduets lukning. I sin debut blev han matchvinder ude mod Athletic Bilbao.
Lørdag faldt vestjydens scoring efter en times spil. Et perfekt indlæg fandt vej til danskerens pandebrask, men i første omgang måtte han se sit forsøg reddet. Braithwaite reagerede dog hurtigt på returbolden og trampede den mellem benene på målmand Yassine Bounou.
Ud over målet spillede danskeren generelt en god kamp og var blandt sit holds bedste.
Espanyol havde dog det store problem, at holdet kom bagud 0-3, inden det lykkedes at reducere på et straffespark lige inden pausen.
Siden fulgte danskerens reducering, og et rødt kort til Sevillas Erik Lamela gav Espanyol yderligere håb om et comeback, men det lykkedes ikke at bjerge et point.
Det kunne have været et danskeropgør, men Thomas Delaney sad på bænken gennem samtlige 90 minutter.
Sejren er godt nyt for Sevillas pressede cheftræner, Julen Lopetegui, efter kun at have fået et enkelt point i de første fire spillerunder samt en skidt start på Champions League med et hjemmebanenederlag til Manchester City.
På onsdag spiller Sevilla ude mod FC København i samme turnering.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde