Martin Jørgensen ærgrer sig over pointtab

AGF burde have været i stand til at holde 1-0-føringen i de sidste sekunder af 1-1-kampen ude mod Sønderjyske.

Det mener Martin Jørgensen, som måtte se sit AGF-hold miste sejren i sidste minut.

- De havde os desværre under pres i anden halvleg, men da vi stod og spillede nede i deres hjørne i halvandet minut, var jeg ved at tro, den var hjemme.

- Men de fik en enkelt kontra mere, spillede den i dybden, og så var det godt scoret, siger Martin Jørgensen til TV2 Sport.

Den 36-årige midtbanespiller, som er udtaget til landskampene mod Sverige og Finland i denne og næste uge, ærgrede sig over den manglende koldblodighed hos AGF i slutminutterne.

- De begyndte at slå lidt længere bolde, og vi fik ikke lagt et ordentligt pres med de fire forreste spillere. Derfor fik de fred og ro til at lægge nogle gode bolde ned i vores forsvar og sætte os under pres.

- De kontrachancer, vi fik, udnyttede vi så heller ikke, forklarer AGF-veteranen.

AGF var lidt heldige med at komme foran i kampen, da Sønderjyske brændte en stor chance kort forinden, Aron Johannsson scorede AGF's 1-0-mål.

Sønderjyskes Jonas Troest tog AGF-målet på sin kappe, da han ikke fik sparket bolden ud af farezonen, da han havde chancen.

- Jeg er ked af det på drengenes vegne over, at jeg laver en kæmpefejl, der ender med at koste holdet point i sidste ende.

- Jeg prøvede at sparke den væk, og det var en stor fejl. Det kan alle se. Jeg lavede også en stor fejl i sidste kamp, så den var lidt tung, og man tænker lidt ekstra over det.

- Men man må bare prøve at komme videre. Vi tabte to point, og det er jeg ked af. Jeg tager det på min kappe, siger Jonas Troest til tv-stationen.

/ritzau/

AGF-spilleren Martin Jørgensen var skuffet over, at holdet ikke kunne holde 1-0-føring i det sidste minut.

Offentliggjort Sidst opdateret