Martínez skifter til Bayern i rekordhandel

Tidligere på onsdagen var Athletic Bilbao fortørnet over, at deres stjernespiller Javier Martínez havde været til lægetjek i Bayern München. Angiveligt uden at få lov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men onsdag aften skriver den tyske storklub, at Martínez har skrevet en femårig kontrakt med tyskerne. Præsident Karl-Heinz Rummenigge kalder handlen for "meget kompliceret" på klubbens hjemmeside, mens spanieren blot er lettet.

- Jeg er meget lykkelig og glæder mig til at spille for en klub med sådan en historie, siger Martínez til Bayern Münchens hjemmeside.

- Det har jeg ventet længe på. Endelig er ventetiden forbi.

Den spanske klub var ellers så rasende, at den tidligere på dagen udsendte en forbitret pressemeddelelse.

- Athletic Bilbao vil gerne gøre det klart, at klubben på intet tidspunkt har givet tilladelse til den rejse til München, som Javier Martínez foretog, hed det i en pressemeddelelse, hvor der også stod, at klubben havde bedt Martínez om en forklaring.

Men alligevel er han altså solgt til tyskerne - endda til små 300 millioner kroner, hvilket er rekord for en spillerhandel i Bundesligaen.

- Naturligvis er det en stor sum, men spilleren bidrager selv til den indirekte. Han har opgivet en stor del af sin løn, siger præsident Rummenigge.

Den 23-årige Martínez er ikke den eneste spiller i Athletic Bilbao, som er på vej væk fra klubben. Sidste sæsons finaledeltagere i Europa League har også svært ved at overbevise angriber Fernando Llorente om at blive endnu en sæson.

Llorente er ikke rejst med til Helsinki, hvor klubben torsdag spiller den anden af to playoff-kampe mod HJK om at komme i Europa League.

/ritzau/