Marwijk sammenligner sig med Olsen

Intet er hemmeligt mellem Danmark og Holland. Det fastslog den hollandske fodboldlandstræner, Bert van Marwijk, efter hans hold var havnet i VM-gruppe med Danmark.

- Jeg har kendt Morten Olsen i mange år, og vi har begge arbejdet i Tyskland og Holland. Vi har samme kreative spilfilosofi, så vi kan ikke holde noget hemmeligt for hinanden, siger Bert van Marwijk til Ritzau.

Den tidligere Dortmund- og Feyenoord-træner har respekt for det danske hold, og den blev ikke mindre, da danskerne vandt deres VM-kvalifikationsgruppe.

- De vandt gruppen foran Portugal, Sverige og Ungarn. Det var overraskende, men nu er vi advaret, for når man kan vinde sådan en gruppe, så siger det en masse, fastslår hollænderen.

Hans hold er favorit til at gå videre fra gruppe E, der foruden Holland og Danmark også tæller Cameroun og Japan. Favoritværdigheden understreges af, at Holland gik gennem kvalifikationen med maksimumpoint og kvalificerede sig som den første nation af alle. Men den suveræne kvalifikation ser han ikke nødvendigvis som en hollandsk fordel.

- Vi hollændere har en tendens til arrogance. Men den skal omformes til selvtillid. Vi har ofte begået den fejl, at vi var tilfredse alt for hurtigt, og det var det første, jeg begyndte at arbejde med, da jeg blev landstræner, siger Bert van Marwijk.

Holland og Danmark mødes i den første runde af kampe i gruppe E. Opgøret spilles den 14. juni.

/ritzau/

Den hollandske landstræner tror ikke, at han kan have hemmeligheder for Morten Olsen. De to trænere ligner hinanden for godt.

Offentliggjort Sidst opdateret