Massa sagsøger Formel 1 og FIA for 545 millioner kroner
Felipe Massa sluttede blot ét point efter Lewis Hamilton i verdensmesterskabet i Formel 1 i 2008. Det endte med at være brasilianerens bedste placering i karrieren. (Arkivfoto). Foto: Paulo Whitaker / Reuters/Reuters
Felipe Massa kræver 545 millioner kroner i erstatning og en indrømmelse for fejl begået i 2008.
En ung Lewis Hamilton vandt i 2008 det første af sine syv verdensmesterskaber i Formel 1, men det burde han ikke have gjort.
Det mener den tidligere Formel 1-kører Felipe Massa, der sluttede blot ét point efter englænderen dette år.
Brasilianske Massa har gennem længere tid raslet med sablen, og mandag har han gjort alvor af sine trusler med et sagsanlæg mod Formula One Management (FOM), Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) og den mangeårige Formel 1-boss Bernie Ecclestone.
Det skriver blandt andet The Independent.
Ifølge mediet får 42-årige Massa næppe tildelt titlen 2008 uanset sagens udfald, men han efterspørger 80 millioner dollar - svarende til 545 millioner kroner - i erstatning samt en indrømmelse for de fejl, der blev begået.
Sagen kort: I 2008-sæsonens fjerdesidste løb i Singapore kørte Renaults Nelson Piquet Junior af banen og udløste en saftey car, som gav holdkammerat og senere vinder af løbet, Fernando Alonso, en sportslig fordel.
Massa blev nummer 13, og Hamilton nummer tre i Singapore, hvilket øgede Hamiltons forspring til Massa i VM-stillingen med seks point, hvilket i sidste ende blev meget afgørende i den samlede stilling.
Nelson Piquet Junior hævdede siden, at han var blevet bedt af teamet om at køre ind i barrieren, og sagen endte med at koste flere chefer deres job og karantæner samt Renault en toårig betinget karantæne.
I 2023 indrømmede nu 93-årige Bernie Ecclestone i et interview, at han og tidligere FIA-præsident Max Mosley i 2008 var klar over Renaults ugerninger og havde tid nok til at behandle sagen.
Ifølge Ecclestone kunne man have annulleret resultatet af grandprixet i Singapore, hvilket ville have gjort Massa og ikke Hamilton til verdensmester, men besluttede at lade være "for at beskytte sporten og redde den fra en stor skandale".
De citater fik Massa op af stolen. I første omgang med en formel henvendelse til Formel 1 og FIA i august sidste år, som dog tilsyneladende ikke gav et passende svar, hvorfor det nu er endt med et sagsanlæg.
- Jeg har altid sagt, at jeg vil kæmpe til det sidste. Da FIA og FOM har bestemt sig for ikke at gøre noget, søger vi oprejsning for denne historiske uretfærdighed ved domstolene, siger Massa mandag til brasilianske Globo.
Ecclestone hævdede efter sit afslørende interview sidste år, at han ikke kunne huske at have gennemført det eller sagt de inkriminerende punkter.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet