Mathias Kristensen Årets Profil i 1. division

Nykøbing FC's topscorer Mathias Kristensen bliver i aften kåret til Årets Profil i 1. division. Foto: Claus Hansen

Nykøbing FC's topscorer bliver i aften kåret som Årets Profil i 1. division.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: I sidste sæson blev Mathias Kristensen kåret til Årets Profil i 2. division, og i år gør han det igen. Bare en række højere oppe.

Den 201 centimeter lange topscorer for Nykøbing FC er af sine spillerkollegaer i en afstemning kåret til Årets Profil i 1. division.

Før aftenens kamp mod Lyngby vil Mathias Kristensen, der er topscorer i rækken med 17 mål, modtage det synlige bevis fra Spillerforeningens formand Thomas Lindrup.

- Det er jo en mega anerkendelse, at det er ens direkte modstandere hver weekend, som er med til at stemme på én. Det er et kæmpe skulderklap, at de også har bidt mærke i, at jeg har leveret nogle gode præstationer i ny og næ og har klaret mig godt, siger han med vanlig beskedenhed.

Med prisen følger der naturligvis udover anerkendelsen også en interesse fra klubber højere oppe i fodboldhierarkiet end Nykøbing FC, og drømmen er da også Superligaen for den 28-årige angriber.

- Det da klart, at Superligaen herhjemme ville være stort. Jeg har lige været oppe og snuse lidt til det i en periode, men uden den helt store succes.

- Jeg føler også, at jeg er bedre rustet nu, end jeg var dengang. Så jeg er sikker på, at hvis jeg en dag får muligheden for at skulle spille Superliga igen, så vil jeg være mere klar til det den her gang, siger Mathias Kristensen, der blev hentet til Nykøbing FC fra AC Horsens, hvor han nåede otte Superligakampe, dog uden at komme på måltavlen.

Han er overbevist om, at vi ikke har set det bedste fra ham endnu, på trods af at han står noteret for 17 mål i denne sæson for Nykøbing FC.

- Jeg føler ikke, jeg har nået grænsen. Jeg føler godt, at jeg stadig kan lægge mere på. Jeg er overbevist om, at jeg stadig har mere at byde ind med, og jeg kan godt udvikle mig på mange parametre. Så mon ikke jeg godt kan blive dygtigere, siger Mathias Kristensen.

Mathias Kristensen har kontrakt med Nykøbing FC for endnu en sæson.