Måtte udgå: Landins tilstand bliver afklaret torsdag
Niklas Landin blev behandlet i omklædningsrummet efter kampen mod Spanien. Foto: Reuters/Ognen Teofilovski
Reuters/Ognen Teofilovski
Niklas Landin skal undersøges nærmere torsdag. Målmanden fik problemer i lyskeområdet mod Spanien.
Først torsdag bliver det danske håndboldlandshold og landstræner Nikolaj Jacobsen klogere på målmand Niklas Landins tilstand.
Den danske målmand og anfører fik tilsyneladende problemer, da Danmark besejrede Spanien med 25-22 ved EM, men det er usikkert, om der er noget alvorligt galt.
- Der er et eller andet her, siger landstræner Nikolaj Jacobsen og peger ned i lyskeområdet.
- Jeg ved ikke, hvad det er, og jeg vil ikke male fanden på væggen, for jeg ved ikke noget, siger han.
- Han kom ud og havde ondt, men nu må vi se, hvordan det udvikler sig. Det ved vi mere om i morgen formiddag (torsdag, red.), når han har sovet, og adrenalinen er ude af kroppen.
Landin fik behandlinger straks efter kampen og skal efter planen undersøges nærmere torsdag.
Indtil vælger Nikolaj Jacobsen i vanlig tilbagelænet stil at spekulere på andre ting.
- En ting har jeg lært: Lad være med at bekymre dig om noget, du ikke ved noget om. Det kan være, jeg er mere bekymret i morgen, siger Nikolaj Jacobsen.
Niklas Landin startede i det danske mål, men lod sig erstatte sidst i første halvleg af Jannick Green.
Green storspillede i resten af kampen med en redningsprocent på 48.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker