Matti Breschel rygtes til Rabobank

Den danske cykelrytter Matti Breschel kan være på vej til et skifte fra Team Saxo Bank til det hollandske hold Rabobank.

Den normalt velunderrettede hollandske avis De Telegraaf mener at vide, at Rabobank de seneste 18 måneder har haft øjnene rettet mod Matti Breschel.

Danskeren er på sidste år af sin kontrakt med Team Saxo Bank, og ifølge De Telegraafs oplysninger bliver Breschel anset som en mand, der skal være Rabobanks trumfkort i klassikerløbene.

Matti Breschel vandt for et par uger siden en af sine største sejre i Dwars door Vlaanderen, og han lå længe til en topplacering i den belgiske forårsklassiker Flandern Rundt, før et mekanikerkoks satte ham ud af spillet.

Danskeren sagde for en uge siden, at han først vil træffe en afgørelse om sin fremtid efter forårsklassikerne. Og den fremtid behøver ikke at ligge hos Team Saxo Bank, som endnu ikke har fundet en hovedsponsor for næste sæson.

- Jeg har det godt, hvor jeg er, men jeg kunne godt overveje at søge en lederrolle et andet sted, sagde Matti Breschel ved den lejlighed til Ekstra Bladet.

Breschels agent, Rolf Sørensen, bekræfter interessen fra Rabobank, men han siger, at Matti Breschels førsteprioritet er at blive på Bjarne Riis' hold.

- Han har de allerbedste muligheder for at udvikle sig hos Saxo Bank, så indtil videre er det ikke aktuelt med et skifte til et andet hold, siger Rolf Sørensen til tv2sport.dk.

Søndag får Matti Breschel mulighed for at gøre mere opmærksom på sig selv, når han er med i den store franske klassiker Paris-Roubaix.

/ritzau/

Ifølge den hollandske avis De Telegraaf vil Rabobank have fingrene i cykelrytteren Matti Breschel, som har kontraktudløb med Team Saxo Bank efter denne sæson.

Offentliggjort Sidst opdateret