Matti Breschels store følelser bobler stadig i sportsdirektørbilen

Matti Breschel fik job som sportsdirektør hos EF allerede samme år, som han indstillede sin aktive karriere. Her afventer han resultatet af DM i enkeltstart tidligere i år, hvor Magnus Cort (tv.) sluttede på andenpladsen - seks sekunder efter Mathias Norsgaard (Movistar). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Matti Breschel har lært, hvordan man håndterer et excelark, og så har han fundet ud af, at han ikke behøver at holde pause efter en time, når han kører bil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Matti Breschel sidder i bilen bag feltet og har ladet en tåre slippe øjenkrogen.

Efter seks sløje dage i Polen har EF-holdet endelig ramt den lige i røven.

På den sidste etape, som ni ud af ti gange ender i massespurt, snyder Julius van den Berg sprinterne og tager sejren i Krakow, og så får følelserne ellers frit løb bag rattet i EF-holdets følgebil.

Matti Breschel kunne være en ilter herre på sin cykel. Men selv om han ikke længere selv træder i pedalerne i det professionelle cykelfelt, kan han ikke altid styre følelserne i sportsdirektørbilen, hvor han under Tour de France er med til at styre slagets gang i den første uge, inden han rejser hjem.

- Det er helt åndssvagt. Men det er bare så kæmpestort, når alt går op i en højere enhed, og alt giver mening, siger Matti Breschel.

- Man sidder i den der skide bil i så mange timer, og ens røv minder om en polsk lastbilchaufførs. Man har hold i ryggen og nakken. Alt gør ondt. Men alt det forsvinder, når ens rytter kører først over stregen.

Midt i 2019 kørte Matti Breschel cyklen i skuret og lagde hjelmen på hylden efter 14 sæsoner som professionel, men han blev i cykelsporten.

Allerede samme år satte han sig i sportsdirektørbilen hos EF, hvor han også afsluttede karrieren. Der sidder han stadig.

Men det var ikke helt uden kvababbelser, at nu 37-årige Matti Breschel skiftede styr og to hjul ud med rat og fire hjul.

- I starten var det noget af en omvæltning. Jeg troede, jeg vidste, hvad det gik ud på, men jeg anede ikke en skid, siger han og slår en stor latter op.

Selvironien skriger ud af ham, da han afslører, at han ikke ligefrem er nogen Bill Gates, når det kommer til teknologi.

- Jeg blev bare placeret foran en computer, og så handlede det ellers om at slå op i et excelark og lave logistikarbejde. Der er så meget mere i sportsdirektørjobbet end selve løbene, og det var en udfordring for mig i begyndelsen. Det kan jo tage en hel dag at forberede én Tour de France-etape. Det har været utrolig lærerigt, siger han.

Faktisk havde Matti Breschel slet ikke skænket det en tanke, at han skulle arbejde med andet end cykelsport, og det har han ikke fortrudt.

- Jeg har lænet mig meget op ad nogle af de gamle drenge. Brian Holm især. Jeg må give ham ret i, at det er verdens bedste job.

- Når man har været i miljøet i så mange år og ikke kender til eller interesserer sig for andet, så er det helt naturligt. Det handler om identitet. Bare det at være i det rullende cirkus, det er meget givende.

Der er dog stor forskel på at være en del af det rullende cirkus som rytter og sportsdirektør. Det kan være nogle lange dage bag feltet, men Matti Breschel har fundet ud af, at han faktisk godt kan lide at køre bil.

- Som rytter kørte jeg tit fra Italien til Danmark og omvendt. Efter en time måtte jeg ind på tanken og drikke kaffe, fordi jeg blev så søvnig. Under et cykelløb er det noget helt andet.

- Der sker hele tiden noget, og det kræver fuld fokus. Cykelløb er uforudsigeligt, og det kan udvikle sig på et splitsekund. Så man er fandeme smadret, når etapen er slut, siger Breschel.

Han er som allerede påpeget god til at leve sig ind i løbene, og det kræver da også en vis dedikation at være i feltet. Der er mange rejsedage og meget tid væk fra familien. Det kan dog ikke sammenlignes med livet som rytter.

- Når jeg er hjemme og holder fri, så er der virkelig fritid. Som rytter kan man være hjemme i 150 dage om året, men man er bare konstant smadret, fordi man træner, som man gør.

- Det er heldigvis ikke tilfældet længere, og det er nok meget godt.

/ritzau/

Sportsdirektøren Matti Breschel

Navn: Matti Breschel.

Alder: 37.

Fødested: Ballerup.

Nationalitet: Dansk.

Profession: Sportsdirektør hos World Tour-holdet EF.

Hold som aktiv:

- EF Education First (2018-2019).

- Astana (2017).

- Cannondale (2016).

- Saxo-Tinkoff/Tinkoff-Saxo (2013-2015).

- Rabobank (2011-2012).

- Team CSC (2005-2010).

* Største bedrifter:

- VM-sølv i 2010.

- VM-bronze i 2008.

- Vinder af 21. etape i Vuelta a España i 2008.

- 9 etapesejre i Post Danmark Rundt.

- Vinder af Dwars door Vlaanderen i 2010.

- Samlet sejr i Luxembourg Rundt i 2014.

Kilde: Procyclingstats.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu