Maveonde holder Lasse Svan ude af EM-åbner

Hans Lindberg bliver ene om at varetage rollen som højrefløj, når de danske håndboldherrer åbner håndbold-EM mod Slovakiet i aften.

Alternativet Lasse Svan Hansen bliver ikke klar til kampen, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse. Et maveonde har holdt Lasse Svan Hansen sengeliggende siden lørdag aften.

Søndag eftermiddag stod det klart, at den formstærke Flensburg-Handewitt-fløj ikke vil være i stand til at deltage mod slovakkerne, som er en af Danmarks tre modstandere i det indledende gruppespil.

- Lasse Svan har været holdt isoleret på spillerhotellet, og selv om han har spist i løbet af dagen, vil han ikke have kræfter nok til at spille med i dagens vigtige åbningskamp mod slovakkerne, skriver DHF.

Landstræner Ulrik Wilbek har dermed kun 14 spillere til disposition, da han foreløbig kun har valgt at udtage 15 ud af 16 mulige spillere til slutrunden i Serbien.

Hans Lindberg står som udgangspunkt som den eneste tilbageværende højrefløj i den danske trup til at skulle spille det meste eller hele kampen mod Slovakiet.

Kampen fløjtes i gang klokken 20.15 i Pionir Hall i den serbiske hovedstad Beograd.

/ritzau/

Fløjspilleren Lasse Svan Hansen er ramt af et maveonde og er ikke med, når de danske håndboldherrer åbner EM.

Offentliggjort Sidst opdateret