Maveonde-kampen skal spilles

Det aflyste opgør i 1. division fra 14. september i fjor mellem Frem og Lolland-Falster Alliancen er nu endelig - efter næsten ni måneders venten! - blevet programsat til afvikling førstkommende onsdag 10. juni med kick off kl. 19:00 i Valby Idrætspark.
 
Hvis altså Valby-klubben eksisterer som 1. divisionsklub i næste uge. Det vides ikke i skrivende stund, hvor klubben kæmper for at samle investorer, der på længere sigt kan redde klubbens dårlige økonomi. Frem meddelte via klubbens advokat i sidste uge - umiddelbart inden man gik i betalingsstandsning - at man frafaldt anken af Dansk Boldspil-Unions Appeludvalgs kendelse fra 27. februar i år, hvor Alliancen fik medhold i, at kampen skulle spilles.
 
- Jeg kender ikke Frems bevæggrund for at skifte holdning, men det har hele tiden været vores ønske, at kampen skulle spilles, så man fik en sportslig afgørelse, så selvfølgelig møder vi op, hvis der er nogen at spille imod, fastslår Lolland-Falster Alliancens formand Poul-Henrik Pedersen.
 
Han deltager således ikke i spekulationer om at blive væk for derigennem ikke at medvirke til Frem-indtægter, der kunne bidrage til klubbens overlevelse i 1. division.
 
- Hvis klubbens overlevelse afhænger af, at de tjener 30-40.000 kr. på en hjemmekamp mod os, så tror jeg, der er noget fundamentalt galt med økonomien, men de skal jeg i øvrigt ikke blande mig i, siger Poul-Henrik Pedersen.




Offentliggjort Sidst opdateret