Max Verstappen indgår langt ægteskab med Red Bull
Max Verstappen er forsvarende verdensmester i Formel 1. Foto: Kamran Jebreili/Reuters
Kamran Jebreili/Reuters
Formel 1-verdensmester Max Verstappen har forlænget sin kontrakt med Red Bull til 2028.
Det succesfulde makkerskab mellem racerkøreren Max Verstappen og konstruktøren Red Bull kommer til at strække sig langt ud i fremtiden.
Formel 1-verdensmesteren har således skrevet under på en ny kontrakt med Red Bull, så han også skal køre for holdet i motorsportens kongeklasse til og med 2028.
Det oplyser de to parter på Twitter.
Hans tidligere aftale løb til og med 2023-sæsonen.
- Jeg er glad for at kunne annoncere, at Red Bull vil være mit hjem frem til minimum 2028. Jeg elsker holdet, og jeg er meget glad for at kunne fortsætte vores fantastiske rejse i lang tid.
- Vi har opnået store ting sammen allerede, og det er vi absolut ikke færdige med, skriver Verstappen.
Han uddyber på sit holds hjemmeside:
- Det var en let beslutning at forlænge kontrakten. Siden jeg kom til holdet i 2016, var det et mål for mig at blive verdensmester. Det har vi opfyldt sammen, og nu handler det om at forblive nummer et på den lange bane, siger Verstappen.
Den hollandske racerkører blev verdensmester sidste år efter at have overhalet Lewis Hamilton på sidste omgang i sæsonens sidste grandprix.
Målet er uomtvisteligt at forsvare titlen, siger direktøren for Red Bulls Formel 1-hold, Christian Horner.
- Vores umiddelbare fokus er på at forsvare VM-titlen, men den her kontraktforlængelse er også en del af vores langsigtede plan om at få succes, siger han.
24-årige Verstappen, der også har rødder i Belgien, debuterede i Formel 1 i 2015, før han overhovedet havde fået kørekort. Dengang kørte han for Toro Rosso, der også var ejet af Red Bull. I løbet af 2016-sæsonen kom han til at køre for Red Bulls "førstehold".
Det første grandprix i 2022-sæsonen afvikles søndag 20. marts.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie