Maxsø-klubskifte kollapser og åbner for spilletid mod FCK
Brøndby-anføreren er til rådighed til kampen mod FC København, fordi skifte er kollapset, meddeler Brøndby.
Et planlagt klubskifte væk fra de danske fodboldmestre, Brøndby, er gået i vasken for forsvarsspilleren Andreas Maxsø, skriver klubben på sin hjemmeside.
Klubbens sædvanlige anfører har ikke været med i de to seneste kampe i Superligaen, fordi han var på vej væk, meddelte Brøndby 25. juli.
Fredag skriver klubben imidlertid på sin hjemmeside, at Andreas Maxsø igen står til rådighed for cheftræner Niels Frederiksen.
Brøndby IF meddelte for nylig, at et salg af Andreas Maxsø var undervejs.
- Af samme årsag har Andreas ikke været til rådighed i vores to seneste kampe. Den købende klub har nu imidlertid meddelt Brøndby IF, at de har trukket sig fra handlen.
- Andreas Maxsø er derfor tilbage i træning og klar til kamp for Brøndby IF, lyder det i beskeden fredag aften.
Brøndby møder på søndag FC København på udebane i fjerde runde i Superligaen. Her jagter mestrene sæsonens første ligasejr.
27-årige Andreas Maxsø kom til Brøndby for to år siden, og han blev en hjørnesten i klubbens forsvar.
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller var, inden han vendte tilbage til Danmark, på et udlandseventyr, der bragte ham til Osmanlispor i Tyrkiet, FC Zürich i Schweiz og KFC Uerdingen i Tyskland.
Sidste år fik han sin debut på A-landsholdet i en testkamp mod Sverige.
Andreas Maxsø var med i Brøndbys premierekamp i Superligaen mod AGF, og han indgik også i truppen til kampen 25. juli mod Viborg.
Han kom dog ikke i kamp mod hverken Viborg eller i den efterfølgende kamp mod Vejle på grund af forhandlinger om det klubskifte, der altså nu er faldet til jorden.
Brøndby har spillet uafgjort i klubbens tre første kampe i Superligaen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned